Plader

Fast Gallows: High on the Mainline

Skrevet af Lars Simonsen

Danske Fast Gallows betegner selv deres musik som “furious rock’n’roll”, hvilket er lig med overvejende vellykket, enkel og nærmest uhørt fængende guitarfræssende rock. Men selv om man langt hen ad vejen bliver revet med, opstår der alligevel en mindre fornemmelse af mæthed undervejs.

Århusianske Fast Gallows består af fem gutter med en glubsk appetit på god gammeldags rock’n’roll eller “furious rock’n’roll” som bandet selv kalder det. Der bydes med andre ord på læssevis af gode hooks, vrængende guitar og højspændt energi på High on the Mainline. Og det er en eksplosiv blanding, som har givet gruppen pæn succes i specielt Tyskland. Så langt, så godt.

For det er rigtig, rigtig godt, når det første hyl lyder fra den elektriske guitar, som albumåbneren “Don’t Speak on My Behalf” indledes med. Med meget enkle midler formår bandet at overrumple de lyttende ører, og skråle-med-og-spille-luftguitar-humøret indtræffer forbavsende hurtigt.
Skæringen når lige at passere de gyldne tre minutter, inden “Taste” tager over og vedligeholder tempoet og præsenterer lynhurtigt nye catchy linjer fra sanger Rasmus Pedersens veloplagte og selvsikre stemmebånd: »…maybe I just like the way you taste.« Kort sagt en forbandet fængende og energisk start på albummet, som i øvrigt er kvintettens egentlige debutplade efter to år på bagen.

De gode takter med enkel og medrivende guitarrock fortsætter ufortrødent, og selv om tempoet ind imellem varieres en smule, sker det aldrig på bekostning af de skarpe hooks og fængende omkvæd. Så langt, så godt.

Men omkring midtvejs igennem pladen sniger der sig alligevel en form for mæthedsfornemmelse ind. Det er, som om der smøres lige lovligt tykt på med stort set samme virkemidler, og man lader sig ikke rive med ligeså betingelsesløst som hidtil. På en måde mister man orienteringen, og numrene flyder lidt for meget sammen.

Årsagen hertil skal findes i at første egentlige variation i udtrykket først kommer i den ottende skæring, “Casualty”. Her må den omsiggribende og larmende fest for en gangs skyld vige for en mere mellow og eftertænksom stemning. Decideret afdæmpet kan man ikke beskylde det for at være, men tempoet er skruet ned. Pedersens vokal egner sig også glimrende til denne type numre, så efter at opmærksomheden var for nedadgående i en kortere periode, er det hér man for alvor spidser ører igen. Det er et solidt nummer og frem for alt et uundværligt indslag på et album, dermestendels er fyldt til randen med hæsblæsende fart og energi.
Når nu Fast Gallows beviser, at de sagtens kan mestre den slags numre, ville det bestemt ikke have skadet med et eller måske to mere fra samme skuffe.

De fem århusianere er dog mest opsat på at give den fuld gas og holde et stabilt højt tempo – og det er der egentlig ikke nogen grund til for alvor at have det helt store imod. Bandet er først og fremmest et liveband, og der kan heller ikke være tvivl om, at numrene egner sig aldeles perfekt til en rock’n’roll-fest på en scene foran et hengivent publikum. På plade er musikken også yderst medrivende – i hvert fald et godt stykke ad vejen.

★★★★☆☆

Deltag i debat