Plader

Howe Gelb: ‘Sno Angel Like You

Mellem støv, kaktus og klapperslanger prædiker Howe Gelb sine halvsløve americanasange – men det er gospelkoret Voices of Praise, der løfter sangene mod himlen, og næsten får ‘Sno Angel Like You til at minde om et mirakel.

Det er en fokuseret Howe Gelb, man møder på ‘Sno Angel Like You. Sangene er mere direkte og uden alle de løse strukturer og navlepillende arrangementer, man tidligere har mødt gennem Gelbs karriere – arrangementer, som kunne være et festfyrværkeri, men samtidig også være voldsomt irriterende.

Konceptet omkring Gelbs nye sange tager sit udgangspunkt i noget helt andet end den forrige og ørkenjazzede The Listener. Gelb har fundet sig selv i canadiske Ottawa, og med en vis pendant til Lou Reeds newyorker-fortællinger, drager Gelb sine simple numre om livet efter døden, monogami og det landlige ind i et næsten religiøst samarbejde med gospelkoret Voices of Praise. Og det er en yderst velfungerende kombination; i produktionen er det lykkedes at give begge parter plads og mulighed for at finde kontrasternes optimale kombinationsmuligheder, så hverken Gelb eller koret drukner i modpartens effekter.

Åbningsnummeret “Get to Leave” giver da også et fint vink med en vognstang om Howe Gelbs intentioner med ‘Sno Angel Like You, der med simpel akustisk guitar og en (som altid) sløv stemmeføring fra Gelb ikke overakkompagneres af koret, men derimod giver en forsmag på samarbejdet.
Netop det afvekslende koncept er en af kvaliteterne ved pladen, der til trods for et anseeligt tempo fint varierer sit udtryk og arrangementer, så man hører blues i “Paradise Here Abouts”, alt.country i “But I Did Not” og saloon-piano i “Robes of Bible Black”.

‘Sno Angel Like You er overraskende positiv og ender hverken i melankolsk selvsving eller i en mørk gyde uden udveje. Tonen er generelt opløftende, og her kommer koret til sin ret. Men også guitarspillet giver liv og løfter sangene på sin helt egen afslappede måde, og det er en ganske givende oplevelse at lytte til de 14 numre.

Kunsten at sammensmelte gospel og americana lykkes. Frasorterer man den instrumentale og ligegyldige “The Voice Within” og den irriterende røvballe-bagatel “Worried Spirits”, er der ganske få panderynkende elementer på pladen, og man må rose Howe Gelb for at kaste sig ud i kombinationen mellem dels det religiøse og pompøse og dels dét skarpe og nedbarberede udtryk, han ofte selv har været fortaler for.
Howe Gelb er stadig en ørkenrotte med noget på hjerte, så der er al mulig grund til at anbefale gudstjenestens 14 indgangbønner – eller i hvert fald de 12 af dem.

★★★★½☆

Deltag i debat