Plader

Ghostigital: In Cod We Trust

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Einar Örns nye projekt er elektronisk. Og det er tungt – gennem hele albummet meget tungt. Derfor er In Cod We Trust også lidt af en prøvelse at lytte til fra ende til anden. For intetsteds løftes de enorme og buldrende jernmasser fra musikken, og det tynger øregangen og albummet for meget.

Der er langt fra Sugarcubes’ skæve pop til den tunge electronica, som Ghostigital sprænger sig frem med på In Cod We Trust. Begge bands har deres islandske baggrund til fælles, og den ene hovedmand bag Ghostigital er Einar Örn, som netop var en af de kreative kræfter i Sugacubes. Her arbejdede han sammen med Björk, mens han i Ghostigital har fundet en ny partner, den udefinerbare musiker Curver – en producer, remixer og musiklærer også fra Island.

At Ghostigitals andet album er udgivet på pladeselskabet Ipecac, giver ganske god mening. Her deler de selskab med andre skøre musikere som Mike Patton og Dälek. Sidstnævnte gæster sammen med Mugison og Mark E. Smith fra The Fall albummet. Gæsterne præger dog ikke albummet eller musikken, som i lyd og udtryk er sit eget på en ustyrlig måde. Nede i tempo er det næsten hip-hop og oppe i tempo er det næsten industriel-techno. Albummets højdepunkt er dog alligevel “Not Clean” med Mark E. Smith på vokal.

“You are not in control” er en sætning taget direkte fra Ghostigitals præsentation af sig selv og bandets musik, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Der hersker mere kaos end orden på In Cod We Trust, og det er ikke overraskende, at det sjældent lykkes de to islændinge at kontrollere det rodede lydbillede, som blander industial, hip-hop, 80’er-synth og spastisk electronica. Bare at kæmpe sig igennem den enerverende åbner “Good Morning” på over syv minutter kræver sin mand.

Einar Örn er aldersmæssigt et sted i 40’erne, men hans energi og friskhed passer bedre til et intelligensmæssigt overudviklet DAMP-barn på 14. Han snakker, synger, nynner, råber sig febrilsk gennem sine skæve tekster om alskens hverdagssituationer. Der er masser af genkendelige livstemaer, som emnemæssigt burde give mening for lytteren, men efter at Einar Örn har haft dem igennem sin hjerne og vokal, er det bare underligt.

Uden tekster i coveret kan det være lidt svært at decifrere de enkelte ord i Einar Örns hysteriske strøm af sætninger. Og fordi hans billedsprog absolut ikke er entydigt, må man gætte sig lidt til betydningen af teksterne. Et godt eksempel er i nummeret “Totally Confused”, hvor Einar beskriver (må det formodes) sin sindstilstand med linjerne: »I’m in square mood (mode) now / I’m in a square mood (mode) now / I’m thinking square / I just walk / I don’t even walk in circles / I walk in a square / I walk from A / to B / to C / to D.«

Musikken føjer ikke meget orden til den plaprende ordstrøm fra Einar Örn, og rapperen Sensational virker hjælpeløs i den musikalske malstrøm af tonstunge beats, som florerer overalt på albummet. De er simple, men deres tyngde gør dem dominerende og i længden irriterende. Som i en gryderet tilføjes forvrænget guitar, disharmoniske synthflader og utallige støj-elementer, som er svære at konkretisere. I alt ender vi med en uspiselig omgang aftensmad, som dog smager dragende fremmed og lokker med interessante dufte. Men efter to små skefulde har jeg fået nok.

★★½☆☆☆

Deltag i debat