Plader

Liars: Drum’s Not Dead

Skrevet af Mathias Askholm

Det tredje album fra Liars byder på 12 nye gådefulde sange, der spænder fra det rørende smukke til det beskidte og dyriske. Konstant med en vis distance og hele tiden med et smil på læben, der signalerer, at det måske ikke er alt, der er, hvad det giver sig ud for at være.

Liars kan ikke beskyldes for at lave musik for at skaffe sig et stort publikum. Deres tre album har været vidt forskellige i stil og stemning. Moralen må være, at det ikke altid er nødvendigt med et højere formål eller dybe tanker bag musikken. Bandet har lysten til at eksperimentere og vovemodet til at følge deres første indskydelser.

Liars’ første lektion til verden var at danse. Debutten var en hengemt danseperle. Vellysten var godt gemt væk bag drilske rytmer og en støjende produktion, men den var der. Liars lavede musik, som de kunne lide, og de havde succes med det. På det andet album, They Were Wrong, So We Drowned, lavede de stadig, hvad de ville, men temaet om hekse og de stadigt mere abrupte melodier og aggressive keyboards skræmte en god del af succesen væk.

Drum’s Not Dead får vi igen Liars, som vi kender dem: helt uigenkendelige. Den stille og drømmende start med “Be Quiet Mt. Heart Attack!” afløses af vilde skrig og jungletrommer i “Let’s Not Wrestle Mt. Heart Attack”.

Dette tredje album byder igen op til dans, men dansen bliver hurtigt mærkelig. Sangene er lange og dronede med vokalerne stille hviskende hen over. Dette minder både om barndommens mareridt, hvor skoven var fuld af hemmelighedsfulde personer, og på anden vis om en klaustrofobisk storby. Og helt ligesom i drømmene mister man hurtigt orienteringen og må lade sig blive ført gennem virvaret. Hele tiden har man på fornemmelsen, at det alt sammen er del af en større historie.

Magien i Liars’ musik kan dog ulig drømmen holde til, at man søger efter den større sammenhæng. Dette album er lig det forrige et konceptalbum. Der er ingen sammenhængende historie, kun to gennemgående figurer, Drum og Mt. Heart Attack, der repræsenterer henholdsvis det impulsive og det eftertænksomme – og Liars’ lydbillede er netop en blanding af de to.

Sangene står ikke klart ud fra hinanden, og dette er med til at understrege albummets generelle drømmende og overnaturlige karakter, men også med til at tynge lytteren. En klassisk faldgrube ved eksperimenterende og søgende musik, er at det ganske simpelt bliver for arty-farty og ikke rigtig er noget, man kan holde ud at lægge øre til uden at koncentrere sig fuldt ud. Liars falder til dels ned i denne grube af langtrukkenhed, men også kun til dels. Med tindrende smukke sange som “The Other Side of Mt. Heart Attack” og aggressive percussiondrevne kampsange som “Drum and the Uncomfortable Can” skiller Liars sig ud fra mængden.

Drum’s Not Dead vil næppe vinde Liars mange nye lyttere, men vil formentlig passe fint til dem, der allerede er blevet fortryllet af gruppens særegne og krævende musik. Tempoet er en anelse lavere, end det plejer. Og i albummets stærke sange udnyttes dette frirum til at dyrke sangenes detaljer, hvorimod gentagelsen lurer i de mindre stærke.

★★★★☆☆

Deltag i debat