Plader

Low Fire: Salvation Is at Hand

Skrevet af Rasmus Junge

Selv om man er ung, kan man heldigvis sagtens havde noget på hjerte, der kan berøre andre end éns jævnaldrende. Det beviser 19-årige Niklas Steffensen under aliaset Low Fire med fem ferme og ligefremme lofi-sange, det er svært ikke at finde charmerende.

Man kan se det med det samme: Det her er rendyrket undergrund. Den hjemmebrændte cd-r ligger i en gennemsigtig plasticlomme med påklistret (jeps, med tape) foto på dét, der må være forsiden, og en kortfattet lap med sangtitler og ikke så meget andet på den modsatte side.

Alarmklokkerne går straks i gang. For er det her en af den slags hjemmerullede musikcigaretter, der mest af alt bare smager tyndt og amatøragtigt? Når sangene ifølge papirlappen er “optaget over 2 dage på Testrup Højskole” og bagmandens kontaktadresse er [navn]@yahoo.dk, lugter det unægteligt lige rigelig ungt og uprøvet, måske lige frem studentikost.

Heldigvis kan jeg med overbevisning i stemmen bekendtgøre, at det ikke er sådan, det hænger sammen hér. For bag Low Fire gemmer der sig godt nok en årgang 86’er, 19-årige Niklas Steffensen, men trods sine unge alder, har denne ungersvend allerede to tidligere udgivelser på cv’et på de amerikanske indielabels Tape Mountain og Monotone Records. Og det kan man faktisk godt forstå, når man lægger øre til Salvation Is at Hand.

For trods alderen (og så snakker vi heller ikke mere om dén) er der pondus i stemmeføringen, når Steffensen fremfører sine fem sange med lige dele indføling, pågåenhed og sarkasme – altsammen med en misundelsesværdig, ungdommelig ubesværethed. Ret imponerende, faktisk. Lyden er i den grad nedbarberet og lofi, og orkestreringen, der rummer de klassiske to el-guitarer, en bas og et sæt trommer, holder sig generelt på et afmålt niveau, hvor Steffensens skiftevis selvsikkert kraftfulde og søgende vokal får rum til at folde sig ud.

Allerbedst bliver det i den medrivende rocksag “Punk Rock Is Dead”, hvor der sofistikeret og sjovt deles ørefigner ud til både rockklichéer og mainstream-pop. Udgivelsens øvrige mere afdæmpede sange når ikke helt dérop, men rummer hver for sig stadig udmærkede melodiske elementer, hvori man sagtens kan spotte kimen til, hvad der kunne blive en interessant, fremtidig karriere. Så alt i alt er der meget at være begejstreret for.

Og så har vi at gøre med en kunstner, der forstår skære ind til benet: fem sange skudt af på 11 minutter og 15 sekunder. Noget, som mange kunne lære noget af… Ikke desto mindre skal opfordringen herfra lyde, at Low Fire næste gange bør folde sangene yderligere ud end de gennemsnitlige to minutter – det kan de nemlig sagtens klare. Og så kan jeg slet ikke afvise, at det kunne blive rigtig-rigtig godt.

★★★★☆☆

Deltag i debat