Plader

John Maus: Songs

Skrevet af Martin Thimes

John Maus er opkaldt efter et medlem af Walker Brothers, han spiller keyboard for Panda Bear fra Animal Collective, og Songs er produceret af Ariel Pink. På papiret lyder det som en himmelsk kombination, men nej-nej-nej.

Juleaften sidder du i familiens skød, og gavehelvedet er sat i gang. Faster Anne har som vanligt købt en fin lille gave til dig. Ikke noget prangende, men en sød lille påmindelse om at hun stadig holder af dig. Sidste år var det en tvivlsom t-shirt med en påtrykt kat og teksten “I Like Pussy”. Det var skægt nok, men kun i meget kort tid.

I år har hun så forvildet sig ned i den lokale indie-pladebiks, hvor hun er blevet overtalt til at købe en plade med “charmerende lofi-elektropop”. Men da du ser den lille rektangulære pakke, bliver du oprigtigt bange for, hvad hun nu er blevet prakket på. Forvirringen stiger, idet du flår gavepapiret af, og det lyserøde cover skærer sig vej ind i din hjerne. For det ligner unægteligt noget, der er udgivet af et halvobskurt new age-label i Østjylland.

Skidt være med det, tænker du. Ariel Pink er krediteret som producer, og du kommer i tanke om, at John Maus vist var det navn, som prydede fødselsattesten hos John Walker fra The Walker Brothers. Men når musikken endelig spiller, er hverken Ariel Pink-forbindelsen eller navnefællesskabet med et medlem af en af 60’ernes bedste popgrupper nogen formildende omstændighed. For John Maus har med Songs udgivet en plade, der i bedste fald burde være endt som et obskurt samlerobjekt i bunden af en rodekasse med 80’er-electropop.

Det første, der skærer i ørerne, er produktionen, der mildest talt er miserabel. Lofi-æstetikken er ucharmerende, og det skæmmer de momentant udmærkede sange, som gemmer sig inde bag den tamme soveværelseslyd. Numrene er uden undtagelse bygget op om simple trommeprogrammeringer og/eller brede synthisizer-flader, der svøber sig om Maus’ vokale foredrag.

Ja, “foredrag”. Det er svært at betegne hans stemmemæssige anstrengelser som decideret sang. Hans intonation befinder sig et sted i dyndet, midt mellem en deprimeret tysk metalsanger og Ian Curtis på en ekstra stor dosis beroligende medicin. Det grelleste tilfælde er “Don’t Be a Body”, der får én til at tro, at førnævnte tyske metalsanger gemmer sig i et kosteskab, mens han synger om at have sex med Ringo Starr – og det er så forbandet irriterende.

Inde mellem trommeprogrammeringerne og de tarvelige synthesizere bygger John Maus sangene op efter en model, der minder om den måde, håbløse forældre ville lave lagkage på: færdigtkøbte og halvtarvelige komponenter, der trækker det samlede indtryk helt i bund. Ingredienserne er indeklemte guitarer, simple basgange og den førnævnte vokal, og resultatet bliver til en klæg masse, der ikke kan bestemme sig for, om den vil op eller ned, og bare ender som en irriterende klump i spiserøret.

Hvad der har fået Upset! The Rhythm til at udgive denne plade, er ikke lige sådan til at gennemskue. Pånær “Just Wait Til Next Year”, hvor Maus’ vokal er flyttet op i et lysere toneleje, og de mange elementer i kagen smelter fornemt sammen, er der ingen numre på pladen, som ikke er øretæveindbydende irriterende. Sangene er indspillet imellem 1999 og 2004, og denne samling af rodekasse-indslag burde nok have været arkiveret et hemmeligt sted uden for offentlighedens rækkevidde. Næste år kan man så bare håbe på, at Faster Anne ikke lytter blindt til ekspedienten, og at Maus anlægger en mere ambitiøs tilgang til den musik, han skaber.

★☆☆☆☆☆

2 kommentarer

  • Hej Brian

    Har først set din kommentar nu. Men hvordan mener du, det er til grin? Jeg mener stadig, at John Maus-debuten er en skidt plade, og det kan alskens hype og æstetik-forskydelse i hvad der må betegnes som undergrunds-mainstreammedierne ikke ændre særligt meget på. Jeg har hørt den nye plade, den er ganske ok, men stadig ikke på højde med hverken Ariel Pink eller alt det andet synth, han gerne vil lyde som.

    Jeg vil dog gerne medgive, at jeg nok kunne klemme et enkelt U mere frem, hvis jeg skulle skrive anmeldelsen på ny. Men den er stadig ringe.

Deltag i debat