Plader

Morfar: The Skywriter EP

Ung nordmand uden en tone i livet udforsker nyt musikalsk territorium. Resultatet er en veludført indietronica-debut, som dog ikke revolutionerer.

I Trondheim var der engang en dreng, som blev sendt hjem til sine forældre med besked om, at han ikke ejede en tone i livet. Forældrene havde ellers haft store ambitioner om, at drengen skulle synge i byens drengekor. Siden hen har den selv samme dreng medvirket på en række udgivelser, bl.a. under aliaset Morfar. Bag det gemmer sig Morten Samdal. Morfar er første soloudspil fra nordmanden, som ud over at være Morfar også varetager trommerne i postrock-bandet Youth Pictures of Florence Henderson og i noise-/rockbandet Build Nest Sleep.

The Skywriter EP har Morfar valgt at gå nye musikalske veje. Begrundelsen er, at han pludselig for tre år siden fik øjnene op for brugen af laptop til at skab musik. Resultatet er 6 numre og ét remix med en samlet spilletid på en lille halv time, og de fører lytteren igennem et univers af melankolsk indietronica. Med udgangspunkt i inspirationer fra bands som Godspeed You! Black Emperor, Mogwai, The Cure og múm skaber Morfar smukke lydlandskaber bestående af guitar, melodica, glockenspiel, gamle Casio-keyboards, minimalistiske beats og blæsere og hans egen vokal.

Det er lykkedes Morten Samdal at give musikken et særegent og personligt udtryk – dog uden at man sidder med følelsen af at lytte til noget fuldstændigt nyskabende. Materialet virker godt gennemarbejdet – næsten for gennemarbejdet, da alle skarpe kanter, som kunne være medvirkende til en kende mere variation i materialet, er væk. Dette resulterer i et lidt ensartet udtryk.

Pladens bedste nummer er “Even Dwarfs Started Small”. Nummeret startes med et rytmeboks-lydende beat ledsaget af en skrigende vokal, orgel og piano. På nærmest forunderlig vis skifter nummeret i én glidende bevægelse pludselig over i et smukt klavertema. Det er den slags overraskelser, som The Skywriter EP gerne måtte have indeholdt flere af.

Denne debut-ep er slet ikke i nærheden af at lyde som en debut. Den eneste store svaghed ved den er vokalen – simpelthen fordi Sandal stadig ikke ejer en tone i livet. Selv om vokalen bliver varieret meget, kommer den i sidste ende til at virke en anelse irriterende. At vokalen ligger lavt i lydbilledet, gør det ikke bedre.

The Skywriter EP er – trods sine små skønhedsfejl – en flot og gennemarbejdet solodebut, såvel musikalsk som grafisk. Den leveres med et flot cover, der viser en række ældre billeder, som passer godt ind i den melankolske stemning som musikken maler. En anbefalelsesværdig investering.

★★★★☆☆

Lyt til “Even Dwarfs Started Small”:
[audio:http://www.fenetrerecords.com/releases/mp3/even-dwarfs-started-small.mp3]

Leave a Reply