Plader

Morrissey: Ringleader of the Tormentors

Skrevet af Martin Thimes

Der er visse, ting der aldrig ændrer sig: Guldøl fra Netto giver altid en formfuldendt brandert, fodbold kan få voksne mænd til at græde, og Morrisseys plader tumler rundt i grænselandet mellem ubærlig selvhøjtidelighed og benhård selvironi.

I 2004 markerede Stephen Patrick Morrisseys affekterede popmusik sig omsider igen på alverdens hitlister og store scener. Efter en del års eksil i Los Angeles udgav han You Are the Quarry, og drog på en turné, der bragte ham forbi Arena-scenen på Roskilde Festival, hvor hans koncert står som den måske mest overraskende tilbageerobring af et i forvejen stort publikum, festivalen nogen sinde har lagt telt til. You Are the Quarry dryssede en selvsikker glans over Den Sidste Internationale Playboy, som stolt kunne vende kinden til kritikerne, der altid enten har hadet eller elsket ham. Og sådan er det nødvendigvis med Morrissey. Enten elsker man ham, eller også hader man ham af et godt hjerte. Derfor er det på sin plads at gøre det klart, at jeg så afgjort hører til de første.

Den nye plade, Ringleader of the Tormentors, er en fin fortsættelse af de modne, næsten P4-venlige sange, som Morrissey præsenterede på forgængeren. Der er dog skruet en del op for dramaet, hvilket må tilskrives producer Tony Visconti, der har tilføjet regnvejr, børnekor, blæsere og givet guitarerne den altoverskyggende hovedrolle. Bland det sammen med et pågående trommespil, og du har den mest aggressive plade i Morrisseys katalog.

Især i “In the Future When All’s Well”, hvor Morrissey er tæt på at blive væltet helt omkuld af guitarmuren bag ham, bliver Viscontis fortid som producer for de bombastiske glamrockere i T-Rex åbenlys. Visconti har desværre også en tendens til at brede for mange effekter over sangene, hvilket især albumåbneren “I Will See You in Far Off Places” lider under. Sangen er tildækket med så meget effekt-sovs og gøgl, at det drukner en ellers god popsang. Ikke desto mindre tager Morrissey med den nye plade endnu et skridt ind i de voksnes rækker og beviser, at han stadig har masser at byde på.

Teksterne er altid et kapitel for sig, når det gælder Morrissey. Og sørme om det ikke lyder, som om den gamle krukke har sagt farvel til det cølibat, han angiveligt har levet i siden The Smiths-dagene i start-80erne. På “Dear God, Please Help Me” synger han først »And I am so very tired / of doing the right thing / Dear God, please help me,« for kort efter at afsløre, at »There are explosive kegs / between my legs.« Og sidst afslører han så det, som vel aldrig har været en særligt velbevaret hemmelighed, nemlig at han er til mænd. »Then he motions to me / with his hand on my knee / Dear God, did this kind of thing happen to you?«
Det selvbiografiske forsøger han ikke engang at skjule, da sangen foregår i Rom, hvor Morrissey bosatte sig for at indspille denne plade. Det hele er pakket ind i et blødt og lunt tæppe af orgel, dæmpet men dramatisk trommespil og en stille, fingerspillet guitarfigur. Ind imellem væves et overdådigt strygerarrangement komponeret af Ennio Morricone. Summen af teksten og musikken er en af de smukkeste sange Morrissey har præsteret.

Den overvældende kærlighed ser ud til at være udsprunget af Morrisseys flytning til Rom. På “To Me You Are a Work of Art” besynger han kærligheden, men på vanlig Morrissey-facon sluser han selvleden ind og proklamerer, at »To me you are a work of art / And I would give you my heart / That’s if I had one.«
“The Youngest Was the Most Loved” er denne plades “First of the Gang to Die”: et overvældende stærkt omkvæd og en tekst om en ung mand, der ender som morder. »There is no such thing in life as normal,« synger han, bakket op af et italiensk børnekor, hvis stemmer det tager et par gennemlytninger at forene sig med. Men belønningen er stor. Hvis den ikke ender som andensingle, har pladeselskabet sovet i timen.

Mens You Are the Quarry var en overraskende tilbagekomst, har Ringleader of the Tormentors ikke den samme effekt. Vi er alle klar over, at Morrissey er tilbage, og han fik erobret en masse nye fans med sit sidste udspil. Det er nok tvivlsomt, om det samme kommer til at ske i samme omfang denne gang, men der er stadig plads til ham i en verden oversvømmet af rockplader med emotionelle tekster og overdådige arrangementer. Morrissey er den virkelige vare, og det siger egentligt mere om alle andre bands, end det gør om Morrissey, at han endnu en gang er i stand til at efterlade dem bag sig, selvom han udgiver en plade, der ikke er blandt hans allerbedste.

★★★★☆☆

Deltag i debat