Plader

Mungo Park: Music From W

Lydsporet til Allerød-teatret Mungo Parks forestilling om præsident Bushs vilde fortid, W – de unge år, er en overraskende skøn blanding af skandinavisk melankoli og klassisk Nashville-country.

Forestillingen W – de unge år, som blev spillet på teatret Mungo Park i 2005, og som kan opleves foråret og efterår 2006 rundt om i landet, har fået mange roser med på vejen, og hvis stykket er bare er halvt så interessant som musikken, kan jeg kun anbefale, at man løser billet til stykket. Soundtracket, om man vil, er nemlig et hæderligt ny-country album, man sagtens kan relatere til uden skuespillet – i hvert fald et langt stykke hen ad vejen.

Pladens første halvdel består af egentlige sange, mens anden halvdel udgøres af mellemstykker i form af instrumentale countryudskejelser. Selv om sidstnævnte både er sjove og idérige, er der ingen tvivl om, at de rigtige numre er at foretrække, og det er i de spontane improvisationslignende passager, at man savner skuespillet en smule for ligesom at kunne hæfte tingene sammen.

Det er ikke hvem som helst, der har sat tingene sammen. Nu opløste Moon Gringos bassist Fridolin Nordsø har produceret, og musikken er indspillet af Moogie Johnson og medlemmer af Under Byen og Diefenbach. Vokalerne står Camilla Munck, Figurines’ forsanger Christian Hjelm og Sarah Hepburn for.
Et virkeligt solidt og kvalitetsbevidst hold musikere, der fint formår at fortolke country med et strejf af nordicana og en luftig melankoli. De traditionelle lydlag af lap-steelguitar og percussionelementer tones lidt mørkere, end man sædvanligvis oplever, specielt af Moogie Johnsons lidt tunge guitarspil og de melankolske vokaler.

Camilla Munck, hvis suveræne vokal er oplagt til genren, åbner med “Mamas Don’t Let Your Babies Grow Up to Be Cowboys”, og forsigtigt sparker forestillingen i gang, men pladens helhed er langtfra forsigtig og nedtonet. Tværtimod er der masser af trommer, guitar og countrybeat-tendenser i de første syv reelle numre, og de tre sangere gør det rigtig fint, både hver for sig og som kor for hinanden.

Christian Hjelms vokal er eminent til disse tungsindige sange, og han skal også roses for det udtryk, han tilfører – specielt i Straight to Hell, der får det bedste og meste ud af hans vokalkarakter.
Bruce Springsteen covernummeret “Adam Raised a Cain” lykkes også ganske fint, og Sarah Hepburns kælne stemmeføring, der i sit udtryk ligger en anelse fra de to andre på vokalsiden, overlever til fulde sit favntag med The Boss. Selv om det ikke er en mindeværdig kopi, er det udmærket, godt hjulpet af en dejlig mudret og brummende guitarflade.

Bedre er faktisk det iørefaldende og let countrypoppede “Better Not Turn Your Head”, hvor Hepburns stemme ligger bedre til tonelejet i musikken, og man bliver helt glad i låget af det rullende arrangement og den hvæsende mundharpe.

Sidste halvdel af pladen er som før nævnt tildelt de improvisatoriske og teatralske elementer. Her beviser musikerne deres evner, og det er virkelig velsammensat. Men uden scenen holder man ikke til udskejelserne i længden, og selv om der er både strygerflader og guitarlag emmende af kreativitet og energi, er det svært at kapere uden en eller anden form for performance i øjenhøjde.

★★★★☆☆

Leave a Reply