Interview

Newyorkere på dannelsesrejse

Nogle bands sætter en ære i at genopfinde sig selv på hvert album – og Liars er et af dem. Trioen har udgivet tre albums, der alle har har haft som mål at udfordre de trofaste fans. Men hvorfor alle disse eksperimenter? Hvor er den røde tråd i gruppens musik? (01.05.06)Amerikanske Liars drog i 2005 til Berlin. Her bosatte de sig og begyndte indspilningen af, hvad der skulle ende som Drum’s Not Dead. I forbindelse med bandets koncert i København i starten af marts satte Undertoner de tre medlemmer Aaron Hemphill, Angus Andrews og Julian Gross stævne til en snak om bandets kringlede udvikling.

Ingen venner
Liars’ debutplade fra 2001 med det meget lidt mundrette navn They Threw Us in a Trench and Stuck a Monument on Top fik umiddelbart ikke ret mange til at lægge mærke til newyorker-ensemblet. Da pladeselskabet Mute genudgav pladen året efter, var modtagelsen dog en helt anden. Verden fik pludselig øjnene op for Liars’ dansable postpunk og udfordrende tekster.

Lige så pludseligt som Liars var røget ind i hypemaskinens cirkus som en del af den såkaldte newyorker-scene, lige så hurtigt sørgede de for at komme ud. Kvartetten blev til en trio med en ny trommeslager, og gruppens andet album They Were Wrong, So We Drowned modtog meget blandet kritik, heriblandt absolutte bundkarakter af Rolling Stone og Spin.

Rollen som en del af New York-scenen har aldrig passet Liars. Det at de forskellige bands fra byen tilhører en fælles scene, hvor de hænger ud sammen og laver musik, er en myte. Som Angus forklarer: “Vi har ikke rigtigt nogen venner. Når vi laver musik, er der ikke rigtig nogen tid til at være sammen med andre bands.”

Det er dog ikke sådan, at medlemmerne af Liars ikke lytter til bands som The Rapture, !!! og Oneida. “Noget af det nyder jeg, men jeg hører det mest for at have nogle referencer, så når andre siger, at de hører f.eks. Rapture, så ved jeg, hvad de mener. Jeg kan selvfølgelig lide Oneida rigtig meget, men det er ikke sådan, at vi ser os som en del af en større gruppe. Alle bands er forskellige. Det er ikke sådan, at jeg lytter til ‘New York-musik’,” forklarer Aaron, og Julian tilføjer, at Billy Joel jo også er fra New York.

Den berømte farvede tråd
Med gruppens andet album They Were Wrong”¦, mistede Liars ikke kun musikpressens hype. Musikken skiftede stilmæssigt væk fra de meget klare inspirationer af Gang of Four, the Fall og Sonic Youth til en mere dyster og svært tilgængelig lyd.

Forsangeren Angus mener dog, at der er en klar linje mellem de tre albums. “For os er der en meget klar linje. Og den måde vi gik til dette nye album var at pointere, at der er den linje: Trommerne har altid været udgangspunktet for os. Når vi skriver sange, starter vi altid med trommerne. Det har været sådan siden They Threw Us… og hele vejen frem til nu, så pladerne virker meget ens for os.”

Den røde tråd mellem pladerne, som Angus fremhæver, var dog ikke tilstrækkelig, til at debutalbummets publikum også kastede sig over opfølgerpladen. Mange af de, der lystigt dansede af sted til They Threw Us…, kunne ganske simpelt ikke længere finde takten, fordi stilskiftet fra var for stort. For at gøre det hele mindre tilgængeligt havde They Were Wrong”¦ tilmed et overordnet koncept om tysk hekseforfølgelse.

Tid til selvrefleksion
Også Drum’s Not Dead, som Liars er aktuelle med netop nu, er et konceptalbum. Flere af sangene refererer til to yin og yang-agtige karakterer: Drum og Mt. Heart Attack.

“Trommen signalerer umiddelbar reaktion,” forklarer Angus, “det er den umiddelbarhed og energi, vi stræber efter, så på den måde er trommen noget positivt. Den anden side er Mt. Heart Attack, der er følelsen af at være usikker på sig selv. Hvad det her handler om, er i virkeligheden den måde, Aaron og jeg arbejder på. Det er ikke sådan, at en af os er Drum og den anden Mt. Heart Attack. Det er snarere to elementer, der udgør os begge fra tid til tid.”

Umiddelbart er der med Drum’s Not Dead tale om en kæmpe udvikling for et band, der på deres første album stædigt sang Not too political, nothing too clever. Liars er selv enige om, at det nye album på sin vis er et mere personligt udspil. “Indspilningsprocessen var meget anderledes denne gang”, forklarer Angus: “Tidligere har vi brugt en god del tid på at snakke med hinanden om, hvad vi havde lyst til at lave Denne gang tænkte vi slet ikke over det, så det gav os en chance for at udforske nogle ting, der var mere personlige for os.”

“Vores mål er at skabe”
Liars har siden They Were Wrong… været igennem en selvransagende proces. Den startede med, at Angus flyttede til Berlin for alene at bo der i et par måneder. I Berlin oplevede han en helt anden måde at leve på end dén, der var hverdagen i New York. Det at bo et andet sted satte i gang i en masse tanker, blandt andet om tab og forandring. “Bare det at få en fornemmelse af at der er andre måder at gøre tingene på, betød rigtigt meget,” fortæller Angus og tilføjer: “Også dét, at der er andre regeringer, der alle har deres egne måder at gøre ting på, var en opdagelse.”

Medlemmerne af Liars er politisk bevidste, og de interesserer sig for deres omverden, men vil helst ikke være påtrængende med deres meninger. “Vi vil ikke stå på en sæbekasse og svinge med næven mod folk,” forklarer Julian, og Angus følger op: “Vi er mennesker, der bekymrer os om vores verden, men jeg tror, vi forsøger ikke at snakke til folk, som om vi er dem, der skal fortælle dem, hvad de skal gøre. Så idéen er at forsøge ikke at være for aggressivt politiske, men forsøge at være mere subtile.”

Meningen med Liars er altså ikke at belære folk om ret og uret. Men dermed ikke sagt, at der intet mål er med galskaben. “Vores mål er bare at skabe”, siger Julian: “Vi kan alle lide at lave ting, at eksperimentere. Jeg tror, ingen af os kan lade være med det. Hvad end det handler om at lave mad eller lave et halstørklæde, er det oprindeligt noget, man laver for sig selv. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at lave noget for et publikum.”

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Liars: Drum’s Not Dead

Deltag i debat