Plader

Pretty Girls Make Graves: Élan Vital

Bortset fra et enkelt nyt bandmedlem er der ikke lagt op til de store forandringer på Pretty Girls Make Graves’ tredje album. Seattle-bandet holder stadig skruen skævt i vandet og tungerne omvendt i munden – og heldigvis for det.

Élan Vital er oprindeligt et begreb eller en hypotese, der blev introduceret af den franske filosof Henri Bergson, som mente, at dette specielle, uhåndgribelige stof var den drivende kraft i den organiske evolution. Senere er vi blevet klogere (hvad angår biologi, altså), men idéen bag ulmer måske stadig – blot i flere, spraglede definitioner. I hvert fald har PGMG valgt at lade dette begreb lægge navn til deres tredje udgivelse – måske som en lille symbolsk stikpille, der minder os om, at det ikke altid kan defineres, hvor kreativiteten udspringer fra.

Og Élan Vital peger i al fald i mange retninger. Intet virker dødsens tilrettelagt. Musikken er detaljerig, men samtidig holdes den inden for nogle faste, kantede rammer. Udtrykket er skramlende og skærende, og fra start til slut føres vi gennem sindstilstande, der overvejende rummer en aggression over tingenes tilstand, dog skildret med en nogle gange så ironisk distance, at dét med at grine eller græde bare forbliver en tanke bag et skævt smil.

Som i den hektiske og marcherende “The Number”, hvor der sparkes til dem, der står op: »Composed of cold, cold machine / Disguised as human being, because I want / And I don’t know what I want / But when I want it, I want it.« Det slagkraftige og pulserende underlag og Andrea Zollos stædige vokal skaber en dybt humoristisk og gravalvorlig stemning, som går igen i den fjollede og mere luftige “Parade”, hvor der igen prikkes til zombierne: »Been talking in the break room of labour and unrest and eyeing the clock / Are you okay with what you’ve got?« Her er nyeste spiller på holdet Leona Marrs i øvrigt med på klaver (og senere på pladen harmonika), hvilket generelt giver musikken en større dynamisk helhed end på de to tidligere udgivelser.

Det mere komplekse, gennemslagskraftige og fuldendte skal man enten finde et par numre længere fremme i den uforudsigelige, maniske og trommetæskende “The Magic Hour” eller i begyndelsen af pladen, hvor åbningsnummeret “The Nocturnal House” sætter en melankolsk dagsorden, men hvor pusten i højere grad tabes i det efterfølgende nummer “Pyrite Pedestal”. Nummeret starter stille med et guitarriff, trommer, keys og Zollos vokal, der gnider sig op af guitaren og især her giver spektakulære associationer til Brian Molko, indtil det eksploderer i et velordnet kaos.

Der er en del fine melodier at spore på Élan Vital, og selvom Zollos excentriske sangeksperimenter mod slutningen bliver lidt ensidige, efterlades man stadig med et overordnet, nuanceret indtryk. En kompleks, men letfordøjelig bølgebryder.

★★★★☆☆

Deltag i debat