Nyheder

Rock på Rust

Bookingbureauet Wild Honey har trods sin korte eksistens allerede opnået et ganske betragteligt renomme, og deres musikalske stald indeholder bl.a. synth-popperne fra Tiger Baby, de fornemt voksne og følsomme Larsen & Furious Jane, autentisk r’n’r fra Columbian Neckties og de melodiøse hverdagspoeter Olesen-Olesen.

Den hurtige vækst fejres med et rendyrket rock’n’roll-arrangement på Rust, torsdag d. 13. april, hvor der bydes svensk garagerock fra Captain Murphy og The Doits, mens Death to Frank Ziyanak, som både ramte Liga.dk- og det Elektriske Barometer-segmentet med singlen “Fe Fi Mo Fo” sammen med Rag City Dolls (billedet) repræsenterer de danske farver. Sidstenævnte band er i øvrigt i gang med indspilningerne til deres debutalbum, og det sker i samarbejde med Danmarks mest metroseksuelle producer, Thomas Troelsen.

Arrangementet starter kl. 21 og koster 80 kr.

Deltag i debat