Plader

Skywriter: Where Both Worlds Never Meet

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

På Skywriters debutalbum løfter Jakob Dahns mørke vokal de ti sange op på et hæderligt niveau. Sangmaterialet står derimod ikke mål med den dygtige forsanger, så Skywriters første udgivelse er ikke synderlig interessant. Bandets fremtid ser dog ikke fuldstændig sort ud.

Skywriter er endnu et debuterende band, der forsøger at tilrane sig opmærksomhed blandt de utallige andre nye danske navne, som har sluppet plader løs i løbet af årets tre første måneder. Where Both Ends Never Meet er et hæderligt debutalbum, hvor inspirationskilderne tæller Interpol og – især på vokalsiden – Nick Cave. Netop takket være vokalen er pladen løfterig for kommende udgivelser med Skywriter. Men i sig selv gør pladen ikke meget væsen af sig. Trods lovende takter er der ingen sange, som sætter sig fast, og pladen er alt for hurtigt glemt.

Tidligere var Skywriter opkaldt efter forsanger Jakob Dahn. Dét navn kunne bandet med god mening have fortsat under, for der er et vist solopræg over musikken. Dahns mørke vokal giver sangene et vist bundniveau, mens resten af bandet lyder som en tilfældig samling studiemusikere, der ikke rigtig formår at give det gode vokalarbejde modspil. Kun på få numre hænger vokal og musik sammen og efterlader det indtryk af storladen storbyrock, som må være bandets hensigt med sangene.

Det lykkes i anti-krigssangen “Heaven’s Sake”, der er et stilsikkert nummer med en god fremdrift. Hér fungerer de to guitarers samspil fortrinligt – i modsætning til de fleste andre steder, hvor instrumenteringen virker retnings- og formålsløs.
“Passengers”, en kærlighedsduet mellem Dahn og Anna Järvinen fra det svenske indiepoporkester Granada, er ligeledes vellykket. Duetten følger en klassisk call-and-response opskrift, og som næsten alle andre mørk versus lys stemme-vokalsamarbejder klæder også Dahn og Järvinens stemmer hinanden.

Resten af pladen er på ingen måde dårlig, men heller ikke rigtig god. På overfladen virker Where Both Worlds… som en samling fine sange. Men efter blot få gennemlytninger fremstår sangene ordinære og uinteressante. Groft opdelt er der to slags sange: de ligefremme, uptempo-numre og de afdæmpede, eftertænksomme sange.
Førstnævnte form resulterer oftest i halvdårlig radiorock. Som konsekvens heraf har Skywriter i to tilfælde valgt at inkludere et råbekor, og den idé falder ret uheldigt ud: »Ba-ba-ba-ba« i titelnummeret og »einz, zwei, drei, vier« i “Ghosts Behind Our Wheel”, hvis tekst er en blanding af tysk og engelsk, er begge svage forsøg på at skabe dynamik i nummeret og aktivt inddrage lytteren.

I de afdæmpede sange er det udelukkende Dahns vokal, der skal løfte de afdæmpede sange op på et acceptabelt niveau. Og ja, han gør det rigtig fint, men vokalen kommer til at fremstå bedre, end den i virkeligheden er, oven på det alt for tynde musikalske bagtæppe. For det er sjældent, at Dahn bemægtiger sig den croonerrolle, han lægger op til at indtage. Kun ét sted falder han dog decideret igennem. På omkvædet i den klaverbaseret “Seven Wild Horses” leverer han en påtaget og idéforladt Chris Martin-efterligning, der ingenlunde klæder ham.

Järvinen er ikke den eneste svenske forbindelse på Where Both Worlds Never Meet. Albummet er produceret af Matthias Glavå, der kan skrive fine bands fra hinsidan på sit cv (Håkan Hellström, Dungen og Broder Daniel). Og det kan undre, at han har sagt ja til at hjælpe Skywriters poprocknumre til verden. Han har ikke haft et optimalt materiale at arbejde med. Melodierne er ikke stærke nok, og derfor formår en poleret og nydelig produktion ikke at gøre albummet særlig spændende. Heller ikke den gode vokal kan rette op på det indtryk. Skywriter får næppe et gennembrud i denne omgang.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat