Plader

The Sword: Age of Winters

Tag en blender, og smid nogle tidlige Black Sabbath-, Iron Maiden- og Metallica-riff ned i. Tilsæt derefter en del Ozzy inspireret vokal, og lad den køre rundt i langsomt tempo. Voilà : The Sword.

The Sword, som stammer fra Austin i Texas, er brudt igennem på heavyrockens undergrundsscene med noget af et brag. Gennembruddet skyldes en optræden på SXSW-festivalen i 2005, der medførte ros fra stort set alle anmelderes side. Derefter fulgte den sædvanlige opskrift med opvarmningsjobs for de store drenge i klassen som Mastodon, men sandelig også for … And They Will Know Us By the Trail of Dead. Hvorvidt det skyldes optræden med sidstnævnte, vides ikke, men de landede i al fald en kontrakt hos Kemado Records efterfølgende. Og Kemado må virkelig have troet på dem, for der er smidt penge efter denne udgivelse – dels hvad angår promotion, men så sandelig også mht. produktionen.

The Sword har referencer til tidlige tiders heavyrock, og stilen defineres som retro-metal. Og hvorfor så dét? Tja, fordi den netop rummer urkraften af metalrocken. Alle de bedste gamle dyder er fundet frem fra hylderne, men uden at det lyder plagieret eller retrospektivt alene for at genoplive gamle dinosaurer. Samtidig er det også tydeligt at høre inspiration fra doom-metal-bandet Electric Wizard.

The Sword høvler igennem det ene fængende riff efter det andet – og tempoet er hele tiden for langsomt til at være standard-metal og samtidig for hurtigt til at være decideret doom. På trods af referencerne til tidlig metal, bliver det aldrig tåbeligt på samme måde som The Darkness. Ikke noget med falsetsang eller klichéagtige guitarsoli. Ja, faktisk er der overraskende lidt guitarlir til fordel for grooves – noget, jeg personligt ser som en kvalitet.

The Sword er godt karakteriseret ved det næsten seks minutter lange, episke nummer “Iron Swan”. Med akustisk middelalderintro – inklusiv stortromme og finger-cymbals – lægges der op til det ondeste indgangsriff i bedste Iron Maiden-stil. Et kort break, og så knokles der ellers videre. Vokalen kommer ind med teksten »Iron ships on seas of blood / Black winds fill their silver sails / Iron swans rise high above / In crimson twilight through the earthly veil.« Man kan ikke være andet end overvældet! Nummeret er varieret med fine temposkift og en lækker kort og afdæmpet solo.

Tekstuniverset er på sin side hylende morsomt – med mindre det rent faktisk er gravalvorligt!? Jeg tror egentlig ikke, The Sword lægger så meget vægt på, hvad de synger om. Cover, innersleave og selve cd’en er prydet af mytiske middelaldermotiver og letpåklædte kvinder med store sværd. Og det er dét, det hele handler om: fantasy, mørk middelalder og vikingetid. Texas-drengene har både hyldest til Freya, Odins døtre, den hornede gudinde, vinterulve og en klagesang for en uddød urko! Det kan bare være lidt svært at tage det helt alvorligt, når sanger JD Cronise udbryder: »Behold! The bastard’s blade…« I starten virker det noget irriterende, men efterhånden er jeg begyndt at holde af de fjollede tekster. De virker, som de skal.

★★★★★☆

Deltag i debat