Plader

Tys Tys: Twisted Fingers Soft Light Blue

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Skæv, sær og smuk er passende tillægsord til en beskrivelse af Tys Tys’ tredje plade. Hér er der fundet plads til både iørefaldende jazzpopsange og numre af mere eksperimenterende art. Halvvejs bliver det en smule kedsommeligt, men det er der en idé med – og råd for.

Når anmeldere skal bedømme udgivelser med den alternative jazzkvintet Tys Tys, bliver hele spektret på karakterskalaen taget i brug. Den selvbetitlede debut fra 2001 og den halvandet år gamle Go Get Some fik således både positive anmeldelser og sønderlemmende kritik. Det er der måske ikke noget at sige til, når Tys Tys’ skæve kompositioner har rødder i jazzen og både kan være inspireret af støjrock, kabaretmusik og gamle viser. I frontfiguren og sangskriveren Maria Laurette Friis har orkestret desuden en sangerinde, hvis vokal balancerer på en hårfin grænse mellem det fascinerende og irriterende.

Nu er Tys Tys klar med deres tredje plade Twisted Fingers Soft Light Blue, der har fået en lige så divergerende modtagelse som de to forrige udgivelser. Pladens syv numre varer til sammen blot 26:08 minutter. Alligevel falder tiden i selskab med Tys Tys en anelse lang, når man hører “Tons of Dust”, der har plads præcis midt på tracklisten. Det afdæmpede nummer er i sig selv ganske fint, men det sætter pladen i stå. Bedre bliver det ikke af, at starten på den efterfølgende “Dogs” er en fortsættelse i samme lidet ophidsende stil, hvor det kun er vokalen, der træder frem, mens instrumenterne musicerer indadvendt i baggrunden.

Pladen starter ellers glimrende med tre numre, der er overraskende lettilgængelige. På det vemodige åbningsnummer “Grenadine” er det værd at fremhæve Friis’ glockenspiel, der giver det enkle arrangement lidt tyngde.

Et af pladens bedste numre, “Fanny Freak”, er i sandhed freaky, selv om det har en gængs sangopbygning. Tangentspiller Henrik Sundh giver det sarte og stille vers en urovækkende stemning, mens Kresten Osgoods trommer gør omkvædet abrupt og hakkende.
“Peel Me a Tiger” udmærker sig ved afslutningen, der langsomt bliver bygget op af bastante trommer og vildfarne trompeter for til sidst næsten at eksplodere. Friis er helt på bølgelængde med bandet og skråler, uden at kamme over, »is a tiger all you have for me?«

Men ak, lige når Tys Tys er dragende og vedkommende, bliver de distancerende på antiklimakset “Tons of Dust”. Heldigvis viser det sig, at der er en idé med at placere en afdæmpet sang lige præcis dér. Resten af pladen er nemlig markant anderledes end starten, for hér lukker Tys Tys virkelig op for den eksperimenterende godtepose. (“You Are Mine” er undtagelsen, men det er til gengæld pladens smukkeste nummer).

“Dogs” og “To Whom This May Concern” viser den udforskende, udfarende og ikke mindst larmende udgave af Tys Tys. Fra det stillestående udvikler “Dogs” sig til pladens mest komplekse nummer, der både er larmende og sært. Trommerne er ansvarlige for størstedelen af larmen, mens forskellige aparte synth- og guitarlyde står for den sære del. Hele tiden sker noget, der fastholder interessen af lige dele forbløffelse og betagelse. Den korte plade bliver afrundet af “To Whom This May Concern”, der er et fandenivoldsk og medrivende cirkusjazz-nummer. En herlig finale.

Tys Tys er lettere tilgængelige på Twisted Fingers… end tidligere. Sangene er mere melodiske, men der er stadig tale om eksperimental pop, for der er altid noget, der stikker ud eller rumsterer et eller andet sted i lydbilledet. Det er medvirkende til, at Tys Tys bliver ved med at fascinere. Også efter utallige lyt. Twisted Fingers… er skæv, sær og til tider smuk.

★★★★½☆

Deltag i debat