Koncerter

Veto, 12.04.06, Pitstop, Kolding

Veto leverede en energisk koncert i Kolding, og efter lang tid med irriterende lydproblemer lykkedes det efterhånden bandet at få energien til at forplante sig blandt publikum. (16.04.06)Pitstop i Kolding lagde onsdag den 12.04.2006 lokaler til en koncert med århusianske Veto, og det stod fra starten klart, at denne koncert ville blive blandt de erindringsværdige. Næppe på grund af bandets navn, der stadig er under udbredelse, men på grund af den elektriske, spændte stemning blandt dem, der i en foragt for andre, havde trampet sig frem til scenekanten længe før koncertens påbegyndelse, og de mere tøvende, men stadig ihærdige kendere, der med gensidig underforstået nikken og undertiden voluminøse, udfarende armbevægelser delte tolkninger af lyrik, rygter, musikforståelse, anbefalinger og forventninger.

Efter den sædvanlige (og irriterende) ventetid gik Veto på scenen, kort før gassen ville være gået af det anspændte, nervepirrede publikum. Under de første to, tre numre stod de ubevægelige, vuggende og iagttog bandets – og især forsanger Troels Abrahamsens – krumspring og energiske anstrengelser. Publikum deltog måske i sjæl og sind, men ikke rent fysisk. Var det musikkens eller bandets skyld?

Nej, nok nærmere det faktum, at musikken lød, som blev det spillet på et anlæg uden bashøjttalere og med alt, alt, alt for meget diskant – som om Veto spillede gennem en olieledning fra Georgien.

Derfor var de indledende 10-15 minutter en smertelig oplevelse for øregangene. Bandet besidder et fantastisk drive, der burde appellere til alle og sætte samtlige lemmer i bevægelse, men selv ikke Abrahamsens kraftfulde, karakteristiske stemme og en hårdt sammenskruet synth-, tromme- og bas- struktur kunne opveje den dårlige lyd. Man kunne måske have benyttet en lydmand, der kendte stedet bedre på forhånd og havde kendskab til, hvorledes akustikken ændres fra lydprøverne til publikums indtræden?

Men alt forladt – det blev indhentet, selv om det tog for lang tid. Langsomt, men sikkert genfandt publikum den musik, de kendte, og den stigende indlevelse manifesterede sig i fysisk udfoldelse i form af hoppen og fingre i luften. Og det var, som om denne energi havde sin effekt på Veto. Troels Abrahamsen kom nærmere og nærmere scenekanten til folkets hyldest, og den efterhånden velafbalancerede lyd lod sig ved bandets flid og anstrengelse trænge ind under huden og ind i kraniet på enhver, der måtte lytte. Således nåede de omkring en stak fødte klassikere i det relativt begrænsede bagkatalog, herunder især numrene “From A to B” samt “We Are Not Your Friends”, der blev smukt opført, igen til glæde for et stadigt voksende antal mennesker, der fik hoppet i takt, når det kunne lade sig gøre.

Og pludselig er man tilbage til barndommen: Lige som man leger bedst, er det forbi, og man skal hjem, og man kan kun sige “mere, mere, mere!”, men skuffet erkende, det er slut.
Synd, der skulle en så lang og opslidende start til, før Veto, publikum og især lydmanden fandt formen frem.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Veto: I Will Not Listen
Veto: There’s a Beat in All Machines

Karakter:       Bedømmelseskriterier

Deltag i debat