Plader

Adem: Love and Other Planets

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På sit andet album fortsætter Adem, hvor han slap på debuten – næsten da. For de intime og simple folk-numre er blevet ændret. Nogle steder er der kommet sjove rytmer til. Andre steder har de fået bredere og højere lyd, hvilket går ud over det følelsesmæssige indtryk.

Det er sjældent, jeg oplever, plader vokser på den måde, som Adem Ilhans første soloalbum gjorde. De 10 numre på Homesongs besad nemlig i mine ører ikke en umiddelbar appel. Men langsomt og over mange uger fik Adems simple og intime sange mig fanget ind, og nu er Homesongs et album, jeg holder meget af.

Og derfor glædede jeg mig meget til Adems andet album Love and Other Planets. Hvor Homesongs var indspillet om natten i Adems eget hjem, og derfor var forholdsvis stilfærdig, er lydniveauet på dette andet album højere, og der er egentlig også bredere armbevægelser og mere drøn på instrumenterne.
Adem spiller stadig en form for moderne folk, men hvor debuten var afdæmpet og finurlig uden af sprænge genrens rammer, piller Adem på Love and Other Planets den folk, han tidligere stod for, fra hinanden stykke for stykke uden at miste formen – til gengæld sker det på bekostning af umiddelbarheden og nærheden.

Albummets første nummer “Warning Call” trækker forbløffende hurtigt sin langsomme intimitet ned over lytteren. Både musikalsk og tekstmæssigt kommer Adem lynhurtigt helt tæt på os ved simpel hjælp af blide klokker, forsigtig guitar og en tekst, der stiller det dybe spørgsmål: Hvis en højere livsform kontaktede menneskeheden og fortalte os, at vi er ved at ødelægge Jorden med vores levevis, ville vi så gøre noget ved det? Åbningsnummeret lover godt for de resterende numre.

Allerede på det efterfølgende nummer kan man høre, at Adem nok ville have vækket konen og børnene, hvis han havde indspillet albummet derhjemme om natten. “Something’s Going to Come” begynder nok blidt, men i det første omkvæd lægges trommer under for ligesom at give nummeret mere drive, og de bliver der nummeret ud. Det er et lidt mere straight folk-pop-nummer, men det har stadig som det efterfølgende “X Is for Kisses” Adems intime særkende.

“Launch Yourself” og “You and Moon” viser Adem i rytmemæssigt legehumør. Her blander han skæve, tribal-rytmer med hip-hop-påvirkninger. “Launch Yourself” bliver en smule rodet af de mange rytmelag, men er også ganske charmerende med sin melodi og adskillige vokallag, der indbyder til at synge med. “You and Moon” er langsommere i rytmen, men har samme korstemning og mangesidede rytmesektion med håndklap som “Launch Yourself”. Numrene minder en del om hinanden, og det ene burde nok have været skrottet, selv om de i kraft af deres legesyge er ganske sjove.

Resten af albummet er præget af flere numre, som stilmæssigt peger i en mere kedelig retning. “Crashlander” tangerer at være et 100 % ukompliceret, kedeligt Coldplay-nummer, mens “These Lights Are Meaningful” er lidt for »1-2-3-4, let’s folkrock«. Efter det melodimæssigt svage nummer “Spirals” slutter Adem albummet af med den smukke og melankolskt forløsende “Human Beings Gather ’round”, hvor harmonium og klokker næsten får tiden til at stå stille i det verdensrum, som er albummets tema.

Adem bør klart få en anerkendende nik for ikke at have fulgt samme opskrift som på sit debutalbum. Men i mine ører træder han en smule forkert, når han blot (“Launch Yourself” og “You and Moon” frataget) tilføjer lidt strøm og pop-trommer. På Homesongs var en af styrkerne hans fantastiske evne til at få sangene sneget ind i hjernen og blive hængende med en varm og intim følelse. På Love and Other Planets føles melodimaterialet ikke så stærkt, og den øgede lydstyrke tager en god bid af intimiteten og dermed det følelsesmæssige indtryk, og derfor mærker man ikke rigtig Love and Other Planets i kroppen, som man gjorde med Homesongs.

★★★☆☆☆

Deltag i debat