Plader

Aloha: Some Echoes

Amerikanske Aloha udsender deres fjerde fuldlængdeplade, der til fulde løfter arven fra 2004’s ydmyge triumf, Here Comes Everyone. Velkommen til de uopdagede melodiers evige ekkodale!

På samme vis som The Postal Service består trods mange hundrede mil mellem medlemmerne Jimmy Tamborello og Ben Gibbard, trodser de fire aktører i Aloha også de store amerikanske distancer for at samles om en fælles musikalsk vision. Dog er det ikke nok for sidstnævnte blot at benytte postvæsenet som musikalsk-dialektisk mellemmand, thi Aloha er førsteklasses håndspillet pop-sensibilitet af den slags, hvor magi opstår ud af øjeblikke, og hvor tilfældige genistreger falder som nådegaver til disse ellers lidet anerkendte sangsmede.

Det kan til tider være overvældende at tænke på verdens mangfoldighed. Ligesom vi kun i sjældne glimt formår vi at begribe universets uendelige udstrækning, er det nærmest umuligt at fastholde et begreb om jordklodens uhyre sammensathed, dens mange kulturer, deres forgreninger og de stadigt fremvoksende nye spirer.
Inden for kategorien moderne musik alene er det et halsløst projekt at bevare overblikket og lære dets eskalerende leksika udenad. Således dukker af og til små ukendte mirakler frem. Et sådant er Aloha, der allerede har tilbagelagt tre albums og nu, med deres fjerde, for alvor gør krav på opmærksomhed.

Det er nemlig umuligt at overhøre en musik, hvis melodier udspringer som kronblade på rockens mytologiske træ. Ofte er man vågnet af drømme med brudstykker af en himmelsk symfoni, men ude af stand til at huske de afgørende forbindelser, måden hvorpå de musikalske byggesten former en himmelsk melodiøs helhed. At høre Some Echoes for første gang er derfor som at finde hjem til drømme eller indse lysende, indlysende skønne sandheder af tindrende kompleks popmusik.

Tony Cavallario, bandets kompositoriske rorgænger og forsanger, har en lettere anonym stemme, der på forunderlig vis alligevel formår at fremkalde kuldegysninger. Inderligheden skinner simpelthen ud fra hans ellers middelmådige vokal. Det sker blandt andet, når “Brace Your Face” undergår sine stadiemæssige forvandlinger. Efter at have redet på en trippende rytmebund af lilletromme og xylofon glider sangen let ned over en mildest talt fremragende melodisk lavine for at havne i en psykedelisk søgang af kalejdoskopisk orgel og cirkulære strenge-stykker.

Så kan man tale nok så meget om jazz-rock, 60’er-solskinspop og psykedelisk rock, 80’er-prog og indie-vibrafon, men i virkeligheden er her blot tale om sangens og kompositionens urform; popmusikken, der er populær, fordi den unægtelig er god, og ikke fordi den købes en plads i æteren af massernes ubevidste viljer! At denne så iklædes så farverige og semi-virtuose virkemidler som ovennævnte genre-allusioner, er altså blot charmen ved Alohas herligheder.

Søger man uden forbehold at lytte til god musik er disse trans-amerikanske ekkoer ikke til at komme udenom. Musikken synes netop at beriges af sine ophavsmænds adskilte livsførelser. Nuancerne kryber ud i hjørnerne og gør Some Echoes til Alohas stærkeste, mest helstøbte og mest slidstærke værk. Et album, der foreløbig indtager rollen som forårets førsteelsker og mon ikke, i senere retrospekt, som en af årets bedste plader.

★★★★★☆

Deltag i debat