Koncerter

Archie Bronson Outfit, 11.05.06, Voxhall, Århus

En spøjs samling nørder i forklædning forsøgte fra første færd med en habil, rocket energiudladning at sparke gang i et reserveret publikum. Desværre kæmpede de forgæves. (14.05.06)En gorilla af en trommeslager med et for lille trommesæt. En ranglet underfundig bas-/guitarist med et stift, fjernt blik og discoinspirerede bevægelser. En søvnig, fordrukken ørkenhippie bevæbnet med alskens underlige blæseinstrumenter. En skrøbelig, skinger nørd iklædt fuldskæg og vrælende vokal. Et underfundigt sammenskudsgilde af mærkværdige personligheder med bragende sydstats- og countryrock samt en malplaceret britisk accent i bagagen. Et energisk freakshow!

Og en lille håndfuld kedelige, apatiske koncertgængere, der med Voxhalls publikumskapacitet intet fyldte på gulvet – altid med forbavsende stor afstand til scenen og reserverede miner. Var de mon gået forkert?

Foto: Simon Thordahl

Det begrænsede publikumsopbud til trods bragede bandet igennem fra første færd med masser af distortion, feedback fra forstærkere og en gennemslagskraftig trommelyd, der holdt galskaben sammen med taktfast spil og masser af energi. Ørepropper ville have været en kærkommen gave; trods en voldsom mængde distortion, tørre trommetæsk og en hidsig vokal var lyden ren og gennemtrængende – og bragende høj!

I mellem få af numrene var der indlagte pauser, mens forsangeren tunede guitaren (fordi de var fattige og underbudgeterede, udtalte han), og i få tilfælde lykkedes det med anekdoter at frembringe et smil – en enkelt gang et grin – hos de forstenede iagttagere. Men selve musikken syntes aldrig at manifestere sig i bevægelse, ej heller blot et skridt nærmere scenen – det var vanskelige forhold, bandet var vidne til på dansk jord.

Ufortrødent fortsatte de med den ene bluesinspirerede bragende rockeskapade efter den anden, der bød på adskillige numre fra den seneste plade, Derdang Derdang, men samtidig også en håndfuld fra tidligere udgivelser. Der blev blandt andet serveret heftige skridtprygl i form af numrene “Cherry Lips” og “Dart for My Sweetheart”, der i voldsommere, mere aggressive versioner tog sig ganske godt ud. I forhold til hinanden agerede bandmedlemmerne som én velsmurt, velfungerende, gensidigt supplerende maskine, hvis samspil var i høj, høj klasse med et fantastisk drive, der burde have sat spor hos de fremmødte.

Men det var bare ikke deres hjemmebane. De havde fortjent et bedre, mere indlevende publikum, hvorfor den samlede koncertoplevelse ikke var den bedste – under andre forhold havde de scoret højt og haft muligheden for at skabe en unik oplevelse. Men de manglede publikums hjælp.

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Archie Bronson Outfit: Derdang Derdang

Karakter:  

Deltag i debat