Plader

Biosphere: Dropsonde

Skrevet af Mikkel Arre

Det ottende album fra norske Geir Janssen holder sig bestemt inden for hans vante territorium, ambient-musikken. Men en overraskende introduktion af jazz-rytmik og tydelige beats gør pladen mere dynamisk – og sine steder endda en anelse urovækkende.

Hvis det at lytte til Geir Janssens første håndfuld plader som Biosphere var som at plumpe ned i et komfortabelt sonisk badekar med udsigt til langstrakte, mennesketomme polarlandskaber – ja, så har både 2004-pladen Autour de la Lune og den nye Dropsonde, skabt usikkerhed. For måske – men også kun måske – er der kommet hajer i badevandet.

Netop tvetydigheden og det vekslende er noget af det stærkeste ved Dropsonde, der er det ottende Biosphere-album og markerer Janssens 15-års-jubilæum som solist. Åbningsnummeret lægger dog ikke op til den store tvivl; de rene, svagt susende klange klinger længe, og kombineret med sparsomme overtoner giver de en kende bange anelser. I hvert fald hvis man havde håbet på at høre Biosphere prøve noget nyt. For “Dissolving Clouds” lyder, som Biosphere altid har gjort: kølig, men behagelig ambient uden den store udvikling i løbet af nummeret.

Og udvikling er der sådan set ikke det store af i nogen af numrene. Til gengæld afviger de mere fra hinanden end vanligt, ikke mindst takket være de overraskende markante trommeloops, der er på cirka halvdelen af numrene. Dropsonde er langt hen ad vejen en uventet, men vellykket sammensmeltning af ambient og jazz – eller rettere en udgave af jazzen, hvor Janssen har skrællet genren itu og nøjes med at beholde dét, han har brug for. Og det er som oftest swingende trommer (i 3/4- eller 7/8-takt) med klirrende bækkener, der bliver tilbage.

Det er noget nyt, at Janssen har deciderede beats liggende så langt fremme i lydbilledet, og de giver hans musik en masse dynamik og bevægelse. Denne energi kontrasteres i en del af numrene af hyperminimale, nærmest dubbede basgange, der ved at bevæge sig frem og tilbage mellem blot to toner fremmaner noget på én gang pumpende og stillestående.
Trommerne skaber også god kontrast til de numre, der ikke har noget beat. Et nummer som “Warmed by the Drift” lyder som sin titel – og det luftige, lunende udtryk forstærkes blot af det foregående nummers jazzede rytmik.

Sine steder bliver fokuseringen på rytmer dog lige udtalt nok, som når Janssen bygger “Arafura” på et hoppende og lidt kedeligt glitch-agtigt rytmeloop a la Mille Plateaux anno 2000 – uden at give andre impulser til nummeret end en dyb basgang. Janssen balancerer næsten lige så langt ude på en knivsæg, når han i “Fall in Fall Out” lader et ellers overraskende og lettere urovækkende marchtrommespor køre løs i næsten syv minutter uden de store variationer.

Men når han så bare disker op med numre som den nærmest overdådige “Altostratus”, hvor en stribe melodier vikler sig ind i hinanden, mens de konstant rammes af små forskydninger; eller når han afrunder pladen med mere end 10 minutters ulmende, svagt uhyggelig ambient a la Boards of Canadas mest udflydende stunder – ja, så er det svært at være utilfreds.

Dropsonde er ikke en af de ambientplader, man falder i søvn til. Det er variationen mellem numrene for stor til. Næ, man får snarere lyst til rent faktisk at lytte til bunds. Også selv om – eller nok snarere fordi – der er strejf af utryghed rundt om i numrene.

★★★★½☆

Deltag i debat