Plader

Daedelus: Denies the Day’s Demise

Skrevet af Mikkel Arre

Det femte soloalbum fra Daedelus er præcis som sine forgængere muntert og uhøjtideligt. Desværre er hans leg med tropiske rytmer noget usammenhængende og så fuld af idéer, der lige skal prøves af, at pladen ender med at blive en kende udmattende.

Californiske Alfred Weisberg-Roberts har altid levet virkelig fint op til sit kunstnernavn. I den græske mytologi var Daedelus nemlig en stor opfinder (han byggede vinger til sin søn Ikaros og sørgede desuden for, at dronningen af Kreta kunne blive gravid med en tyr), og Weisberg-Roberts’ første fuldlængdealbum hed da også Invention.

På sit nye album, Denies the Day’s Demise, der er hans femte regulære plade på lige godt fire år, lykkes det ham endnu en gang at ramme en sigende titel. Der er nemlig en “vi fester videre, som om solen aldrig går ned”-stemning over den varmblodige, tropiske blanding af electronica samt samba og deslige – til gengæld kniber det lidt mere at få lavet rigtig gode opfindelser.

Denne gang mislykkes det nemlig for Daedelus at finde nye og vellykkede måder at skabe musik på. Hans lydunivers har skiftet base til et sted, der ikke kan ligge mange frisbeekast fra Copacabana. Og mens det ved de første gennemlytninger understreger, at Daedelus som altid er uforudsigelig – ja, så afslører de næste lyt, at arbejdet med at gøre de brasilianske indslag til andet og mere end aroma halter.

En af Daedelus’ helt store styrker har altid (f.eks. på 2004-albummet Of Snowdonia) været hans evne til at sammenstille totalt uventede elementer og få dem til at fungere upåklageligt. Det er også fremgangsmåden denne gang, men lidt for ofte afstøder elementerne hinanden. Et eksempel er “Bahia”, hvor fræsende Flat Eric-bas, samba-rytmer og junglehyl godt nok får hævet temperaturen og fugtigheden til et tropisk niveau, men aldrig for alvor kommer til at hænge sammen. “Our Last Stand” lider noget nær samme skæbne, i og med at drum’n’bass-tendenser kombineres med jublende “Olé!”-tilråb, ringlende synths og virkelig spartanske stortrommer a la skitser til eurodance.

Derimod lykkes åbningsnummeret til punkt og prikke. Det indledes af et vokalsample – en knastør mandsstemme læser op: »’But he’s following too fast’, grumbled Daedelus to himself, ‘he’s treading at my heels’« – hvorefter sødmefulde Disney-strygere hvirvles op i luften, og man er straks klar til svæve på lyserøde skyer. Men inden længe konstaterer oplæseren, at Daedelus »was a target of the darkest suspicions,« hvilket baner vejen for en agentfilm-basgang, der kalder på vilde biljagter. Et funky breakbeat øger dynamikken, mens strygerne bliver ved med at vende tilbage i mere og mere sønderklippede versioner.

Grunden til, at “At My Heels” lykkes, er, at Daedelus hér stiller sig tilfreds med at nå at lade nummeret skifte retning én gang i løbet af de tre minutter – for så at fokusere på at få de elementer, der nu en gang er i nummeret, til at fungere sammen. Allerede det næste nummer føles overlæsset med falsetsang, en pludselig tilføjelse af et klappende koncertpublikum og et helt orkester af meget hastige rytmeinstrumenter som koklokker og maracas.

Tag ikke fejl – Denies the Day’s Demise er en feststemt og vældig opmuntrende plade, som bringer en bid af Brasilien til vore breddegrader. Men den er selv så vildtvoksende og alt andet end målrettet, at det er svært at holde koncentrationen især på den sidste halvdel af pladen. Ja, faktisk skal man være i virkelig godt selskab under meget gode vejrforhold for ikke at blive en kende irriteret over Daedelus’ hvileløse idé-bombardement.

★★★☆☆☆

Deltag i debat