Plader

The Elephants: Special Thing EP

Skrevet af Lars Simonsen

Københavnske The Elephants fortsætter sit lange tilløb mod det første fuldlængdealbum. Special Thing er således bandets tredje ep-udgivelse inden for de sidste par år. Og de fem numre emmer af let og lys pop-rock og alt.country og passer som sådan godt til den lyse årstid.

The Elephants’ musikalske udtryk er ingenlunde lige så tonstungt som det enorme dyr, bandet har brugt som inspiration til både bandnavn og logo. Tværtimod er størstedelen af denne ep’s fem numre lette, drømmende og blide. Umiddelbart kommer man nærmere til at tænke på den nuttede og flyvende babyelefant Dumbo end en aggressiv voksen elefant, der brøler og stamper i jorden.
Musikken fremstår dog ikke så klodset, som den animerede elefantunge med de store ører indimellem har det med at gøre.

Åbnings- og titelnummeret flyver tværtimod let og ubekymret af sted, og den lyse og muntre stemning er som skabt til at agere sonisk følgesvend til forårets sol og lune temperaturer. Drilske, livlige trommer og en ivrig mundharpe kickstarter sangen, og konstellationen Bjarke Bendtsen/Martine Madsen på vokalfronten fungerer rigtig godt.

The Elephants besidder i det hele taget en frisk umiddelbarhed og har en naivistisk tilgang til musikken, som resulterer i ganske charmerende numre. Den glade stemning skinner eksempelvis tydeligt igennem i den vellykkede “5 Minutes”. De romantiske, håbefulde linjer akkompagneres bl.a. af en let og ringlende guitar samt et overraskende kort indslag med violin. Den positive stemning understreges tilmed ved lyden af håndklap og jubel til sidst i nummeret.

Coveret prydes af, hvad der ligner meget artige skolebørn, som læser bøger om elefanter, tegner søde børnetegninger af de store dyr, og et af børnene har endda en legetøjselefant på hjul i samme stil som Lille Pers Bodil Kjer. Og på mange måder symboliserer billedet fint The Elephants’ udtryk. Den herlige naivitet samt den drømmende og fantasifulde tilgang, børn har til livet, kan også spores i The Elephants’ lydunivers. Det er til en vis grad både fængende og opløftende, men alligevel kan man måske godt efterlyse lidt fandenivoldskhed og en flosset kant hist og her for at variere det altdominerende og ufarlige soniske solskin. Der er nemlig en tendens til at musikken lyder en kende for pæn i længden.

Afslutningsnummeret byder dog på en lille og nærmest uundværlig dunkel nuance på den blå himmel. En dyster og eftertænksom intro går hånd i hånd med Bendtsens tekstlinje: »I should stop to believe in love.« Madsens kælesyge og lyse stemmer smyger sig hurtigt ind i lydbilledet, og nummeret byder på mange stemningsskift undervejs. Efter fire korte og poppede numre fremstår “Good Time” som en meget vigtig skæring, idet den viser en anden side af bandet. De over otte minutter, som nummeret varer, byder eksempelvis på længere instrumentale og mere søgende passager.

Bandet har efterhånden bevist til fulde, at de er klar til at sende en langspiller på gaden. Og modet til at afprøve forskellige effekter skorter det hele ikke på; der leges ivrigt med både klaver, fløjte og lap steel undervejs.
Har man insisterende ambitioner om at gå foråret og sommeren i møde med et åbent og optimistisk sind, er The Elephants garanter for et udmærket soundtrack til dét projekt.

★★★★☆☆

Leave a Reply