Plader

Johnny Boy: s.t.

Skrevet af Martin Thimes

Johnny Boy, der med “You Are the Generation That Bought More Shoes and You Get What You Deserve” udgav den nok bedste popsingle i 2004, har mere end svært ved at holde dampen oppe på debutpladen til trods for evigtgrønne referencer og pletvist fabelagtige melodier.

I sommeren 2004 var der garanteret koma-tilstande blandt engelske A&R-folk. Her udgav den engelske dreng/pige-duo Johnny Boy nemlig singlen “You Are the Generation That Bought More Shoes and You Get What You Deserve”, der på én gang forenede Phil Spectors karakteristiske dum-dumdum-chi-trommeintro og jangle-guitarer med halvfuturistiske samples og en melodi, der kunne – og stadig kan – slå selv forstenede hjerter i smadder.

Hvorfor der er gået halvandet år fra single-udgivelsen til debutpladen, der udkom i hjemlandet sidste år, er landet i Danmark, er der garanteret mange forklaringer på. Men umiddelbart virker det til, at det har været lidt af en kamp for Johnny Boy at have så fantastisk en single at skulle leve op til på et helt album, hvilket gør det aldeles uforståeligt, at de har valgt at starte pladen med netop singlen. For den vækker forhåbninger om en knaldperle af en retropop-plade, som ingenlunde bliver indfriet.

Johnny Boy fortsætter nemlig i den rigt orkestrerede Wall of Sound-fure, som de med åbningsnummeret graver sig så dybt ned i. “Wall Street” er en elegant popcollage, hvor reallyde og vokalsamples blandes yndefuldt med skrudende blæsere og jangleguitar. Det hele toppes dog af et overbevisende eksperiment i c-stykket, hvor et stort lag effekter på den bagvedliggende vokalsample skaber den slags øjeblikke, der løfter forventningerne.

Men så begynder det at sortne for bandet. For pludselig kommer man til at tænke på engelske Republica, der med sin halvsynthede højoktan-rock huserede i England i midten af 90’erne. Især guitaren, der fræser nyttesløst af sted sammen med alt for ordinært programmerede trommer på både “Fifteen Minutes” og “Livin’ in the City”, er tåkrummende irriterende. Samtidig muterer sangerinden Lolly sin stemme til en skiftevis horribelt rappende og overgearet råbende klagesang, der kun gør ondt værre.

Men det irriterende ved Johnny Boy er ikke kun deres evne til at formøble den tillid, de opbyggede på de to første numre, for på resten af pladens kun 32 minutter er der strøet lyspunkter, der lokker med at være en nøje afmålt blanding af pop-pragt og eksperimenter. Ikke mindst “Springer”, der er lofi-psykedelia, peger fremad og opad mod sindelag, som er de færreste forundt. Et yndigt pusterum efter de overproducerede bigbeat-trommer, der leder frem til Johnny Boy-forelskelsens anden ungdom.

Den indtræffer, da bandet igen kigger over skulderen på Phil Spector med “All Exits Final”, der igen ringler og bimler derudaf i al sin poppede pomp og pragt. Forestil dig at blive gen-forelsket i din ekskæreste. Sådan føles det at lytte til nummeret, for størstedelen af tiden siden “You Are the Generation…” er blevet brugt dels på at tænke søde tanker om en tid, der var, og dels på at være irriteret over, at alting netop ikke er, som det var engang.

Forvirret? Det er forståeligt nok. Men pludselig er følelsen af den første forelskelse tilbage. At Johnny Boy så planker riffet fra Sex Pistols’ “God Save the Queen” i introen til “Formaldehyde (Last Words of Lottery Loser)” gør ikke så meget, for eks’en har tydeligvist fået noget ud af din pladsamling, dengang I var sammen. Og sørme om ikke kæresten vender tilbage, næsten smukkere end før, på pladens sidste nummer. Hvis Johnny Boy havde kogt denne udgivelse ned til en 17-minutters ep, ville det uden tvivl være årets udgivelse i netop det format.

★★★½☆☆

Deltag i debat