The Construction of the Amp Train er debuten fra den Århus-kvartetten Lis Er Stille, der i 2004 blev dannet med strenge idealer om at skabe original og fornyende musik – et ideal, de kun til dels har kunnet leve op til. Men hvem kan i dag skabe en plade uden visse paralleller til andre kunstnere? Lis Er Stille har under alle omstændigheder formået at skabe en plade, der står klart frem, udfordrer lytterens musikforståelse og kræver tålmodighed – et tålmod, som belønnes med musikalske lækkerier.
Alle numre indledes afdæmpet, beroligende og sløvt for at eskalere, efterhånden som stadig flere instrumenter og indfald kobles til. Det fastholder lytterens opmærksomhed og står som et usårligt forsvar for numrenes omfattende længde. Vi bevæger os fra skrøbelig minimalisme til det bombastiske og altomfattende, fra sentimentaliteten til brutaliteten, og det virker overbevisende sammen med en gennemgående sammenhæng og samhørighed, der gør pladen til en erindringsværdig rejse og fortælling.
Selv om numrene har samme struktur, står de alligevel ud fra hinanden. Pladens første nummer, “Styrke”, bevæger sig fra en lang søvndyssende orgelpassage, der følger tonerne fra forsanger Martin Byrialsens stemme, via marchtrommer og rungende guitar hen imod et storslået bragende klimaks for til sidst at fade ud med de indledningsvise orgeltoner – meget stringent og ligetil.
Næste nummer, “Forsyn”, flyder som forgængeren i begyndelsen langsomt af sted, men tager hurtigt en afstikker væk mod et blødt, fremstående guitarriff og drømmende glockenspiel. Taktskifte. Orgelet bliver mere fremtrædende, og musikken ulmer nærmest truende med nærmest uhyggelige stemmer i baggrunden, en dunkende tempoanvisende basgang og en skrøbelig, nærmest forskræmt vokal. Men “Forsyn” er ikke nær så ligetil som åbneren. Der bliver virkelig kræset for lytteren med en rungende velplaceret kulmination, flere taktskifter undervejs, delikate basgange og en rivende udvikling, der virkelig bjergtager – dette nummer bør enhver lytte til, hvis chancen melder sig.
“Løbetid” og “End Credits (End of the Tracks)”, besidder på samme måde en medrivende, melodiøs og velstruktureret udvikling. Musikken opsluger lytteren, og man er nærmest skuffet, når der ikke er mere tilbage.
Overordnet set har Lis Er Stille skabt en debutplade, der bliver svær at overgå med fremtidige udspil. Selv om man i bandets musikalske udtryk mærker inspirationen fra andre, har de med blot fire numre formået at skabe en selvstændig lyd og udtryksform, der virkelig kræver opmærksomhed. En plade, man sagtens kan lytte til igen og igen uden at kede sig – der er konstant nye elementer at opdage.
