Plader

Lo-Fi-Fnk: Boylife

Skrevet af Mads Jensen

Svensk elektronisk pop er efterhånden ved at være en metervare, og Boylife passer da også perfekt ind i bølgen. Men på trods af at Lo-Fi-Fnk i bund og grund ikke skiller sig synderligt ud fra flere af deres landsmænd, er det alligevel svært ikke at holde af Boylife.

I dag vil Lo-Fi-Fnk lave en krydret, men let anretning for os. Det er en meget simpel ret, og du kan tilberede den på fem minutter. Først finder du et tungt og præcist beat. Det skal danne bunden. Oven på beatet placerer du helt friske synthlyde. Det er vigtigt, at de er helt friske og endnu ikke har udviklet sig til egentlige melodier. Så lader du det hele stå og trække, indtil det hænger ordentligt sammen. Derpå tilsætter du en smule vokal. Gerne repeterende – og helst ikke for meget af det, for det er kun for at afrunde smagen. Til sidst sætter du det hele i mikserpulten i et sted mellem fem minutter og en times tid. Tag retten ud, og lyt efter indimellem. Du kan tydeligt høre, når den er serveringsklar.

Sådan tilberedes musik á la Lo-Fi-Fnk. I hvert fald i teorien. Som i gastronomiens verden er det ikke altid, det går så let som på papiret, når det skal føres ud i det virkelige liv. Om end tilbedredningstiden næppe holder stik, lyder resultatet aldeles udmærket. Lo-Fi-Fnk har som i ethvert tv-køkken snydt, og det færdige resultat er allerede klar til anmeldelse.

Boylife er den svenske duos første fuldlængdealbum, og som sagt er lydbilledet uhyre simpelt. Der er intet pompøst eller overvældende ved Boylife. Til gengæld overraskes man over, hvor hurtigt man bliver fanget af den lalleglade post-disco-verden, der males på lydlærredet foran os. Det burde ikke være muligt at slippe af sted med så få udfordringer i lyden. Men det gør Lo-Fi-Fnk alligevel. Hvor gerne man end ville brokke sig og fortælle, at det er for simpelt, og at der i hvert fald skal mere til at imponere denne anmelder, lader man sig rive med ind i Lo-Fi-Fnks bekymringsfrie univers.

Det er naturligvis ikke lutter lagkage det hele. I længden bliver man træt af albummet. Det fungerer rigtigt godt i små mængder, men overskrider man den anbefalede dosis, vil man kunne få bivirkninger i form af kedsomhed og irritation. Der er dog et enkelt nummer, der ikke behøver gentagne lyt for at være en pestilens. Det er syvende skæring. Den vækker meget kraftige Vengaboys-associationer, og det behøver man absolut ikke at udsættes for på et ellers udmærket album.

Det er som så meget andet: Man kan få for meget af gode ting. Således skal man nok ikke vente at finde flere lag i pladen. Man skal blot lytte til den som dét, den er: en glad og simpel popplade. Hvis bare man nyder den i begrænset omfang, kan man sagtens bevare begejstringen, når man lytter til den. Retten smager så forbandet godt, at man ender med at tildele musikverdenens pendant til fire kokkehuer.

★★★★☆☆

Deltag i debat