Plader

Lo-Fi-Fnk: Boylife

Skrevet af Mads Jensen

Svensk elektronisk pop er efterhånden ved at være en metervare, og Boylife passer da også perfekt ind i bølgen. Men på trods af at Lo-Fi-Fnk i bund og grund ikke skiller sig synderligt ud fra flere af deres landsmænd, er det alligevel svært ikke at holde af Boylife.

I dag vil Lo-Fi-Fnk lave en krydret, men let anretning for os. Det er en meget simpel ret, og du kan tilberede den på fem minutter. Først finder du et tungt og præcist beat. Det skal danne bunden. Oven på beatet placerer du helt friske synthlyde. Det er vigtigt, at de er helt friske og endnu ikke har udviklet sig til egentlige melodier. Så lader du det hele stå og trække, indtil det hænger ordentligt sammen. Derpå tilsætter du en smule vokal. Gerne repeterende – og helst ikke for meget af det, for det er kun for at afrunde smagen. Til sidst sætter du det hele i mikserpulten i et sted mellem fem minutter og en times tid. Tag retten ud, og lyt efter indimellem. Du kan tydeligt høre, når den er serveringsklar.

Sådan tilberedes musik á la Lo-Fi-Fnk. I hvert fald i teorien. Som i gastronomiens verden er det ikke altid, det går så let som på papiret, når det skal føres ud i det virkelige liv. Om end tilbedredningstiden næppe holder stik, lyder resultatet aldeles udmærket. Lo-Fi-Fnk har som i ethvert tv-køkken snydt, og det færdige resultat er allerede klar til anmeldelse.

Boylife er den svenske duos første fuldlængdealbum, og som sagt er lydbilledet uhyre simpelt. Der er intet pompøst eller overvældende ved Boylife. Til gengæld overraskes man over, hvor hurtigt man bliver fanget af den lalleglade post-disco-verden, der males på lydlærredet foran os. Det burde ikke være muligt at slippe af sted med så få udfordringer i lyden. Men det gør Lo-Fi-Fnk alligevel. Hvor gerne man end ville brokke sig og fortælle, at det er for simpelt, og at der i hvert fald skal mere til at imponere denne anmelder, lader man sig rive med ind i Lo-Fi-Fnks bekymringsfrie univers.

Det er naturligvis ikke lutter lagkage det hele. I længden bliver man træt af albummet. Det fungerer rigtigt godt i små mængder, men overskrider man den anbefalede dosis, vil man kunne få bivirkninger i form af kedsomhed og irritation. Der er dog et enkelt nummer, der ikke behøver gentagne lyt for at være en pestilens. Det er syvende skæring. Den vækker meget kraftige Vengaboys-associationer, og det behøver man absolut ikke at udsættes for på et ellers udmærket album.

Det er som så meget andet: Man kan få for meget af gode ting. Således skal man nok ikke vente at finde flere lag i pladen. Man skal blot lytte til den som dét, den er: en glad og simpel popplade. Hvis bare man nyder den i begrænset omfang, kan man sagtens bevare begejstringen, når man lytter til den. Retten smager så forbandet godt, at man ender med at tildele musikverdenens pendant til fire kokkehuer.

★★★★☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar