Plader

Greg MacPherson: Sun Beats Down

Skrevet af Mads Jensen

Canadiske Greg MacPherson udkommer for første gang i Danmark. Med sig over Atlanten har han en stak gode sange i klassisk singer/songwriter stil. Sun Beats Down byder på gode tekster, gode melodier og god instrumentering. Så gør det ikke så meget, at opfindsomheden ikke er i højsædet.

Når man i Nordamerika udkommer på G7 Welcoming Committee, som også udgiver Noam Chomskys bøger, forpligter det. Og Greg MacPherson har da afgjort også noget på hjerte. Han har studeret arbejderhistorie, arbejdet som graver og er opvokset på diverse nordamerikanske militærbaser. Den slags påvirker éns verdenssyn.

Greg MacPherson befinder sig i den tradition, der så sin begyndelse med navne som Woody Guthrie og Pete Seeger. I dag er det måske ikke lige arbejdernes rettigheder, der fylder mest på singer/songwriter-scenen. Således koncentrerer Greg MacPherson sig også mere om enkelte skæbner i bedste Dylan/Springsteen-stil.

Det bedste eksempel på en god ‘story song’ er pladens bedste nummer “Slow Stroke”. Den handler om en kvinde, der sidder og kigger tilbage på et trist liv og ser frem mod en trist fremtid. Teksten er trist, men nummeret bliver ikke til en gang flæberi takket være både Greg MacPhersons vokal og den kraftige lyd, der frembringes af klassisk rockinstrumentering.

Pladen er spækket med gode sange, og det burde den også være, for den er faktisk en slags ‘greatest hits’-udgivelse. De 11 numre er fra fire forskellige udgivelser udgivet mellem 1999 og 2005 i Nordamerika.

Singer/songwriter-genren har til tider en tendens til at blive tekstmæssigt introvert og melodisk uinteressant, men det sker ikke her. Teksterne er vedkommende og lette at relatere til. Musikken er langt mere energisk og kraftfuld, end det ofte er tilfældet for genren. Man rocker med på sangene og af den grund lever man sig også mere ind i historierne.

Nogle af sangene er kun vokal og elektrisk guitar. Andre er med trommer og mere guitar. Den eneste sang, der ikke rigtigt lever op til det høje niveau er “Blind Date”, der er meget tung og langsom i udtrykket. Til gengæld vækker åbningsnummeret interessen og giver lytteren lyst til at høre mere. Ligeledes minder det sidste nummer én om, at man ikke skal gemme albummet alt for langt væk i cd-reolen.

I “Buy a Ticket” synger Greg MacPherson: »Look up the names of all the great men / And if you can’t find mine, look it up again / I know it’s in there under the tried and the failed.« Men det er ikke helt rigtigt. Sun Beats Down er en vellykket plade, der passer godt ind i den tradition, som den er en del af, og den ligger i den gode ende af en gennemprøvet genre.

★★★★½☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar