Plader

Pearl Jam: s.t

Skrevet af Lars Simonsen

Efter flere mere eller mindre svage udgivelser melder de modne herrer fra Pearl Jam sig på banen med deres bedste album siden midt-90’erne. Med både aggressivitet, social indignation og følsomhed imponerer Eddie Vedder & co. endelig for alvor igen.

Dengang i start-90’ernes grunge-periode hørte jeg til dem, der mente, at Pearl Jams debutplade, Ten, var et nærmest skræmmende solidt album. Efter den voldsomme succes indledte bandet et projekt, der dybest set gik ud på at komme meget hurtigt ned fra den piedestal, som netop debuten havde bragt dem op på. Det resulterede i, at deres post-Ten udgivelser, på både godt og ondt, blev langt mere utilgængelige, sære og grumsede.

Især 1994’s Vitalogy, som fulgte i kølvandet på Kurt Cobains selvmord og som var stærkt præget af selv samme triste hændelse, var medvirkende til, at min opfattelse af hvordan rockmusik kunne lyde, rykkede sig betragteligt. Aggressiviteten og punk-inspirationen i f.eks. vinylhyldesten “Spin the Black Circle”, underlige indslag i form af bl.a. “Bugs” og de alternative og smukke ballader “Nothingman” og “Immortality”, gør albummet vidunderligt varieret og nærmest fuldkomment.

Efter den udmærkede No Code fra 1996 fulgte så nogle halvlunkne plader, som ikke rigtig formåede at krybe ind under huden, og man begyndte så småt at frygte, at Pearl Jam lige så stille ville begrave sig selv fuldstændig.

Men så skete der noget. Primo marts måned i år kunne forløberen for dette nye album, “World Wide Suicide”, downloades fra kvintettens hjemmeside. Denne alternative forårsbebuder bevirkede, at man for første gang i flere år turde håbe på et rigtig solidt album fra det aldrende Seattle-band. Denne skarpe og frustrerede protesthymne mod såvel Irak-krigen som terrorens vanvid syder og bobler af indignation og beviser til fulde, at Vedder & co. ingenlunde har tænkt sig at sygne hen som uinspirerede, gråsprængte herrer.

De spæde forårstegn forandrede sig til maj måneds søde mildhed, og Pearl Jam kom på gaden – og indledningen på dette album er alt andet end sød og mild. “Life Wasted” giver klare tegn om, at forventningerne ikke var skruet for højt i vejret. Med hårdt rockende Gossard/McCready-guitarer og en forrygende veloplagt Vedder brager sangen ud af højtalerne med linjer om indre kamp og optimisme: »I have faced it / A life wasted / I’m never going back again.«

Den opløftende og frem for alt hårdtslående indledning på albummet fortsætter ufortrødent med stærke numre som førnævnte “World Wide Suicide”, “Comatose”, “Servered Hand” og “Marker in the Sand”. Alle som én demonstrerer de, at bandet har erhvervet sig ny energi, og at de trods frustrationerne er kommet et skridt videre siden de tragiske begivenheder på Roskilde Festival anno 2000.

Man kan så diskutere, om ikke “Unemployable” bliver en anelse for tyktflydende, hvad angår socialrealismen. Teksten kredser om en arbejdsløs, der ikke kan betale sine regninger eller forsørge sin familie. Ikke desto mindre mærker man tydeligt de gode intentioner, der ligger bag, og nummeret bliver svært at slippe helt.

Den følsomme “Come Back” brænder stærkt igennem med sine ganske simple, men – eller måske netop derfor – hjerteskærende linjer: »And sometimes you’re there / And you’re talking back to me / Come the morning I could swear you’re next to me.«

At påstå, at Pearl Jam ligefrem har genopfundet sig selv og er som født på ny, ville være en tilsnigelse. Konceptet med hårdtslående, beskidt rock samt følsomme og afdæmpede skæringer er nemlig intakt og let genkendeligt. Forskellen er bare, at denne gang rammes der for alvor plet, både hvad angår de aggressive og de nedtonede numre. Pearl Jam er slet og ret det mest helstøbte og veloplagte album fra bandets side i mange år.

★★★★★☆

Deltag i debat