Plader

Radar Bros.: The Fallen Leaf Pages

Skrevet af Troels Mads

Amerikanske Radar Bros. lyder, som de altid har gjort. Og dette deres fjerde album vil næppe fange mange nye fans – og formentlig kræve stor tålmodighed hos en del af dem, der tidligere har hyldet Radar Bros. Men hvis man bare giver pladen tid nok, er der momenter af skønhed at finde.

Det fjerde album fra Radar Bros., The Fallen Leaf Pages, udkom egentlig allerede for ca. et år siden i hjemlandet USA, men pga. distributionsproblemer blev det først officielt tilgængeligt i Europa for en god uges tid siden. Det kan synes mærkeligt at skulle læse om en “spritny” plade, når Radar Bros. allerede har meddelt, at de planlægger at udgive en ny umiddelbart efter den forårsturné, der blandt andet bringer dem forbi Loppen i København d. 11. maj.
Men da den plades distributionsskæbne endnu også er uvis, må vi altså nøjes med at konstatere, at nogle gange er tidsforskellen mellem de gamle aftenlande og det nye kontinent længere mod vest åbenbart større, end man skulle tro. Heldigvis kan internettet efterhånden kompensere, således at vi som pladekøbere gradvist bliver mindre og mindre afhængige af de klassiske distributionskanaler.

I tilfældet The Fallen Leaf Pages er spørgsmålet imidlertid, om det ville have været umagen værd at bestille den hjem fra USA, for lad det være sagt med det samme: Radar Bros. er uhyggeligt tæt på at lyde, som de gjorde, da de blev dannet i 1993, og præcist sådan vil de garanteret også lyde på den kommende plade. Det tæller dermed som en slags absurd plus, at udgivelserne ikke mister i værdi med tiden.

Og hvorfor i grunden også ændre på en recept, der i sin tid gav Radar Bros. et gennembrud, paradoksalt nok først og fremmest i England, og som har vist sig slidstærk nok til at kunne fastholde sit publikums interesse og dermed sikre en musikalsk levevej for gruppen? Problemet her er blot, at Radar Bros. aldrig har været i nærheden af at drikke af samme tilsyneladende uudtømmelige kreative kilder som Nick Cave eller Tom Waits eller andre, der har haft held med mere eller mindre at lyde som sig selv i årevis og samtidig blive ved med at være kunstnerisk ansporende.

Eller sagt på en anden måde: Radar Bros. gør det, de vil, fremragende. Men det de vil, går desværre i retning af det fælt enerverende. Og ikke alene er det samlede udtryk vindtørt, i den forstand at de først og fremmest lyder som sig selv, men også som Early Day Miners, Black Heart Procession eller ethvert andet band, der forsøger sig ud i genren smuk, overdådig og en anelse melankolsk slowcore iblandet støvet roots-autencitet. Nej, også selve værket synes at være så gråtonet, at det er svært at holde de enkelte numre ude fra hinanden selv efter de første mange gennemlytninger.

Er der så slet ikke noget positivt at sige? Jo, for inden for det minimale spillerum, gruppen har tilladt sig selv at operere i, er det faktisk lykkedes den at lave sit formodentlig bedste album. Fans af gruppen vil ikke være skuffede. Musikken er stadig en blanding af dels et solskinsrigt Californien, hvor Radar Bros. aftapper en blid og rummelig popmusik og fornemmelsen af uendelige muligheder mellem en skyfri himmel og et lige så blåt bølgende ocean – og dels et mørkere, knugende, ruralt hinterland-Amerika, hvor tiden står stille, og den dansende vindheks er det eneste vidne til sædernes opløsning og altings forgang. Det er her trommerne, bassen, guitaren og ikke mindst Jim Putnams spædt messende vokal henter den tristesse, der mere end noget andet udgør hjørnestenen i Radar Bros.’ lofi-bestræbelser.

Og hvis man giver Radar Bros. tid, viser det sig faktisk, at den kombination måske ikke giver uendelige variationer, men til gengæld momentvis tilbyder grandios skønhed; en skønhed der altså først og fremmest gemmer sig i detaljen. Præludiet “Faces of the Damned” trækker en usynlig skillelinje frem til “Is That Blood”, hvorimellem den uforfalskede sadcore står klarest aftegnet. Herefter er det, som om der gradvist lægges flere lag på musikken, lidt synth her og lidt kor der – så støvet hvirvles op i det knastørre solskin, og der dannes et lidt mere rummeligt lydbillede. Man aner måske ligefrem, at en spire er lagt til, at formlen kan forlades, eller i det mindste midlertidigt brydes, men det forbliver foreløbig ved tilløbet.

Nogle Radar Bros.-fans er sikkert ved at have fået nok og spørger nu igen sig selv, hvorfor de skal blive ved med at købe gruppens plader, når de dybest set lyder ens. Andre har forlængst erhvervet sig et eksemplar af The Fallen Leaf Pages og ser nu frem til torsdag og et halvfyldt Loppen og en ny plade lige om hjørnet.
De, der ikke kender Radar Bros. i forvejen, vil sikkert støde på bandet på Allmusic, Pandora og i pladebutikker. Selv den mest nysgerrige lytter vil nu nok ret hurtigt opgive ævred og afskrive The Fallen Leaf Pages som en tand for kedelig.
Et fåtal vil måske alligevel købe eller downloade den og give pladen den tid, den trods alt fortjener. De vil opdage, at under de rutinemæssige stiløvelser og den ferme, men vaneprægede sangskrivning gemmer sig glimt af uforfalsket skønhed og egen charme. Og på den måde vil de måske slutte sig til fanskaren i samme antal, som den første gruppe decimerer den.

Og så kan Radar Bros. ellers fortsætte med at lave plader, som de altid har gjort, og spille deres musik, som den har lydt det seneste tiår…

★★★½☆☆

Deltag i debat