Plader

The Red Krayola: Introduction

Selv om der er gået 40 år siden deres debut, er det et langtfra udslidt og nedbrudt ensemble, der byder op. Introduction er en interessant udgivelse, men med visse skønhedsfejl – rutinen til trods.

Introduction indleder talende og spooky med få skrattende lyde, en hånd der glider ned over strengene på en guitar, samt en dyb amerikansk mandsstemme, der messende omtaler visse områder af livets mørke sider.
Stemmen tilhører Mayo Thompson, den altdominerende frontfigur i The Red Krayola, der debuterede midt i 60’erne. Ud over Thompson tæller bandet i dag bl.a. John McEntire fra Tortoise.

Selv om det er en ganske faretruende begyndelse på en lytteoplevelse af de mere interessante, skal man ikke lade sig narre. For Introduction lader sig ikke umiddelbart genrebestemme, men i stedet udforsker den det musiske rum med det, man må kalde et varieret lydbillede – mildest talt.

En guitarakkord, der smager lidt af U2’s “One” glider over i noget, der kunne minde om en Johnny Cash-vokal i den glimrende “Breakout”, der med masser af harmonika og lette trommerytmer veksler mellem det høje og lave i en underfundig leg med noget, nogle ville kalde country.

The Red Krayola kan, bandets alder taget i betragtning, trække på en masse forskellige tendenser i musikken og gør sig da også en masse forsøg gennem Introduction, der med bossa-rytmer i “Cruise Boat” og noget, der i grundskitse kunne minde om Lambchop i “Note to Selves”, går gennem utrolige mange stilarter. Det kan være svært som lytter at få det hele til at hænge sammen, det er samtidig både spændende og imponerende kreativt sammensat. The Red Krayola kræver tid, masser af tid.

Selv om det lykkes at få mange fine elementer trukket ud af Introduction, er det også svært at komme udenom, at pladen til tider kan virke en anelse jam-agtig. Af og til lyder den lidt vel meget, som om bandet spiller for sig selv uden tanke for nogen af os andre. Både den crazy “Psy Ops” og den instrumentale “Elegy” har mere hale end hoved og lader sig ikke rigtig filtrere.
Til gengæld er der masser af iørefaldende folkpop-toner på pladens sidste tredjedel, og bl.a. “When She Went Swimming” er et rigtig dejligt nummer, hvor harmonika og guitar virkelig får det bedste ud af hinanden.

Der er rock, lidt pop, folk, country og elektronik mast ned i denne udgivelse, og som om det ikke var nok, sættes det sammen med en anelse cabaret og et drys psykedelisk produktion, der koger det sammen til en helhed af vrangvendte musikalske atomer, der kræver sin mand/kvinde.

Det er forståeligt, hvis man ikke når ind til alle elementer på Introduction, for det er lidt af et vildnis, og 15 forskellige skitser i et genremæssigt kludetæppe er en stor mundfuld. Men en god udfordring for den kræsne lytter, som savner lidt modspil. Her er i hvert fald nok af det hele.

★★★★☆☆

Deltag i debat