Artikler

Roadtrip til Roadburn

Stonerrock er ikke det, Undertoner gør mest i. Men det betyder ikke, at der ikke sker spændende ting inden for den genre – og derfor sendte vi en mand af sted til den hollandske Roadburn Festival, der er et tilløbsstykke for stonerfans fra hele Europa.

Lørdag d. 22. april 2006 afholdt det hollandske webzine Roadburn sin årlige festival kaldet Roadburn Festival for intet mindre end 11. gang, i år på spillestedet 013 i Tilburg. Gennem årene har festivalen vokset sig større og større, og som noget nyt var festivalen i år yderligere udvidet med et preparty dagen før selve festivalen. Dette foregik på en mellemstor scene med plads til ca. 350 publikummer. På selve festivaldagen var der musik på tre scener og i alt 15 bands at vælge mellem. Der var sat 2000 billetter til salg – og der var udsolgt!

Stonerrock – en introduktion
Roadburn dyrker den såkaldte stonerrock – en genre, der i Danmark ikke lokker mange mennesker ud på spillestederne. Stonerrock er en betegnelse, som ofte forbindes med bands, der lyder som Black Sabbath, men er meget mere end det. Der er godt nok mange bands, der som udgangspunkt har 70’er-rocken som inspiration. Tunge riffs, langsomt tempo og syrede tekster er ofte i højsædet. Men der er også mange bands, der har hentet inspirationen fra spacerocken, krautrocken eller den fuzz’ede garagerock.

En anden genre, der er beslægtet med stonerrock, er doom. De to genrer eksisterer op og ned af hinanden, og der er derfor meget musik, der krydser over mellem de to genrer. Ligeledes er drone og sludge også genrer, der ofte omfattes af stonerrockbegrebet. Termen stonerrock er til dels opstået tilfældigt, og egentlig først flere år efter at mange stilskabende bands havde set dagens

Roadtrip to Roadburn 1

Historien fortæller, at pladeselskabet Roadrunner ønskede at udgive en kompilation med bands som QOTSA, Orange Goblin og Fu Manchu. Titlen Burn One Up – Music for Stoners blev valgt, og dermed blev navnet stonerrock knyttet til disse bands. I øvrigt til stor utilfredshed for Josh Homme fra QOTSA, der altid har lagt afstand til, at de skulle være et stonerrockband. At begrebet har hængt ved, skyldes måske, at det trods alt dækker en bred vifte af forskellige bands, som har et og andet til fælles. Om ikke andet, så en forkærlighed for et psykedelisk univers, wah-wah-pedaler og amerikanske muskelbiler.

Svingende sværd
Vel ankommet til 013 entrede jeg “The Green Room” midt i Toner Lows set. Bandet spillede, som navnet indikerer, ekstremt nedstemt – ja, selv lilletrommen var nedstemt. Toner Low er en trio fra Sverige, der overvejende spiller instrumentale. Der var dog indimellem lidt vokal, noget nærmest falsetagtigt skrigeri. Det var ikke videre interessant, og jeg benyttede lejligheden til at få købt lidt øl. Det var i øvrigt en lidt spøjs oplevelse. Man vekslede sine penge i en automat til små blå plastikpoletter, som man så brugte i barerne. Egentlig et meget godt system, for en lille øl koster én polet, og en stor koster to – hvor svært kan det så være?!

Det sidste band denne aften var tyske Spaceship Landing – et band, jeg intet forhåndskendskab havde til. Det er sjældent, at jeg i en sådan grad er blevet grebet af en stemning – jeg stod bare helt stille på balkonen med ørerne spredt ud og prøvede at finde ud af, hvad pokker jeg var vidne til. På scenen var tre ganske almindelige musikere, men udover dem befandt der sig også en person, som jeg straks døbte Gøgleren. Udstyret med høj hat, bumset jakkesæt, en gammel lænestol og et bord fyldt med fløjter, mundharper og andet habengut lagde han grunden til en times syretrip. Bandet spillede en meget følelsesladet og fuzz-domineret form for stonerrock, der var baseret på meget få akkorder. Men da de jammede konstant og næsten umærkeligt gled fra meget langsomme til hurtige temaer, virkede musikken kompleks på en simpel måde. Gøgleren lagde ud med at spille mundharpe, for så at skifte til fløjte og til sidst spille begge dele samtidig!

Efter denne virkelighedsfjerne intro tog rumskibet fart og lagde an til en næsten timelang indflyvning og landing. Gøgleren begyndte at synge – eller det troede jeg først – der var nok nærmere tale om en slags messen. Samtidig begyndte han at svinge en stok over hovedet – det viste sig senere at være et sværd! Det var fuldstændig udsyret, men samtidig så gennemført, at det ikke virkede hverken komisk eller egentlig langt ude på en forkert måde. Bandet spillede supertight, drevet frem af en storsmilende trommeslager og en tilbagelænet bassist. Guitaristen spillede med overdreven fuzz og masser af wah-wah, men samtidig havde han til tider det mest følsomme anslag, så fuzz’en nærmest drev ned af væggene som tyk lava. Gøgleren leverede bl.a. vanvidslatter gennem en plasticmegafon, tæsk af bækkener, fløjtekvidder og ikke mindst opvisning i sværdsvingeri afsluttende med en gennemboring af hans lænestol. Det var stort!

Bevis Frond

Bevis Frond

Besynderligt gimmick
Lørdag løb selve festivalen af stablen. Med 16 bands fordelt på tre scener måtte man prioritere og lave nogle fravalg. Jeg startede med at se hele svenske Witchcrafts sæt. Det var dog ikke så interessant, som jeg havde regnet med. Bandet er blevet hypet meget det seneste år og spillede også sidste år til Roadburn. I år var de kommet med på et afbud fra engelske Capricorns. Det var en lidt blød start på dagen, men trods alt okay uden at være prangende.

Jeg havde håbet at se størstedelen af Orange Sunshines koncert. De var programsat til at spille 50 min., men spillede kun ca. 35 min., så jeg fik kun lige den sidste del med. Orange Sunshine er et konceptband, der i dagens anledning var omdøbt til Al Naafiysh tribute to Randy Holden and The Swans. Som Blue Cheer har Orange Sunshine taget navn efter et LSD-trip fra 60’erne. Og som koncept har de valgt at spille stort set fuldstændig som Blue Cheer, samtidig med at de foregiver at være et uopdaget band sameksisterende med – tja, hvem ellers – Blue Cheer.
Ideen virker lidt fjollet, men der er ikke noget galt med musikken. Det ér Blue Cheer, men i moderne produktion, og der er smæk på de monstrøse grooves, så man kun kan læne sig bagover og overgive sig. Det ene nummer var næsten 15 min langt og bestod alene af én guitarakkord, der til gengæld blev tæsket igen og igen, mens bas og trommer arbejdede med dynamikken. Og så var de første 30 min af sættet i øvrigt instrumentalt. Alt i alt et lidt besynderligt gimmick at være vidne til!

Legendariske giraffer – uden den store slagkraft
Efter Orange Sunshine fik jeg luret et par numre med Bevis Frond. Sidstnævnte er en legende inden for psykedelisk rock. Jeg har dog altid haft svært ved at forstå, hvad der egentlig har givet dem den status. Det er overvejende simpel bluesrock, men med referencer til spacerocken. Frontmand Nick Saloman er en ægte guitarhelt, som spiller uden plekter og leverer konstant guitarlir. Ud over ham er der yderligere to guitarister, som på skift spiller solo. For mit vedkommende virker det uinteressant og ligegyldigt, men jeg fik da lige set giraffen!

Herefter var det tid til endnu en legende, nemlig Leafhound med Peter French i front. Leafhound har kun udgivet et enkelt

The Heads i et skævt øjeblik - foto: Nils Markvardsen

The Heads i et skævt øjeblik. Foto: Nils Markvardsen

fuldlængde album med titlen Growers of Mushroom tilbage i ’71. Men denne plade står som en milepæl inden for den psykedeliske undergrundsrock. Efter at bandet gik i opløsning, har Peter French sunget med bl.a. Atomic Rooster og Cactus. Sidste år gendannede han så Leafhound med en flok unge musikere som backing. Desværre led bandet ved denne koncert under en utrolig ringe lyd, hvor vokalen fuldstændig druknede. Samtidig var guitaristen alt for 80’er-heavy-agtig – og tja, ofte er det nok bedre at lade fortiden ligge end at forsøge at genoplive den.

En fælles ekstase
Så af sted til den mindste scene for at overvære engelske The Heads, og denne gang blev forventningerne indfriet til fulde. Der var linet op til det helt store fuzzorama. To sæt Sunn forstærkere til hver guitarist i et lokale dimensioneret til 150 personer, og så blev der ellers skruet helt op – sådan lød det i al fald. Det var højt, støjende og superintenst.

The Heads mestrer to ting. Den ene er at spille højt som bare fanden, og den anden er at jamme som én supertight fælles organisme. Det var et sonisk overdrev, det var et mareridt i fuzz, men det var også så medrivende og så gennemført, at man havde fornemmelsen af, at hele salen ville gå i fælles ekstase. Efter denne oplevelse tvivlede jeg næsten på, at noget kunne toppe denne oplevelse.

Umiddelbart efter The Heads gik Brant Bjork and The Bros på scenen i “The Green Room”. Og her kom så endnu en skuffelse. Salen var simpelthen for lille til at rumme alle, der ønskede at se Brant. Folk stod helt ud i baren og kiggede ind. Jeg fik klemt mig op på balkonen, men heller ikke dér var det muligt at se noget som helst. Lyden led lidt under for meget bas i mixet, og efter mindre end to numre opgav jeg at få noget ud af denne koncert.

Hawkwind

Hawkwind

Aftenens hovednavn var de gamle spacerockere Hawkwind. Og de levede til fulde op til ansvaret. Selv om det var en lidt afdanket og poleret udgave, er der ingen tvivl om, at de vandt aftenen på point. Bag den store scene var der et ca. 10×7 m stort bagtæppe og dette blev udnyttet til fulde af Hawkwind. De havde medbragt ikke mindre end fem projektorer, som kastede et for mig hidtil uset flot psykedelisk lysshow ud i hovedet på publikum. Ud over lysshowet havde de tre performere, der dansede og mimede på scenen iført flotte kostumer. Musikken var som sagt så som så, men lyden var eminent, og det var en nydelse at opleve musik, lys og performance i en helhed.

En opløftende afslutning
Vi afsluttede aftenen i selskab med trioen Colour Haze fra Tyskland. De spillede på stedets mindste scene, men brillerede ved at have aftenens absolut bedste lyd på de to små scener. Det var simpelthen kræs for øregangen. Jeg missede desværre de første par numre, fordi jeg var så grebet af stemningen under Hawkwind. Colour Haze leverede et sæt på 1½ time, der bød på klassiske numre som “Roses”, “Tao No 43”, “Outside”, “Peace, Brothers and Sisters” og ikke mindst en fænomenal version af Guess Whos “American Woman” iblandet både Beatles’ “Hey Jude” og noget Groundhogs.

Ankermanden i Colour Haze er sangeren og guitaristen Stefan Koglek, der er skolet jazzguitarist og stærkt inspireret af krautrocken. Han spiller halvakustisk guitar uden andre effekter end en distortion- og en volumenpedal – og så i bare tæer! Men det er i den grad en nydelse at se, hvordan han rent teknisk er i stand at spille varieret og dynamisk, fra det nærmest fuldstændig bløde og akustiske til det inciterende og stærkt forvrængede. Han har egentlig ikke nogen køn stemme, hvilket mange ofte bemærker. Til gengæld synger han tonalt yderst kompetent og leverer som en anden Hendrix en vokal/guitar-solo, der ikke lader noget stå tilbage for mesteren.

Ud over Stefan Koglek består Colour Haze af trommeslager Mani Merwald, som konstant smider om sig med skæve slag, så man nærmest bliver rundtosset af at følge med i hans spil. Sidste mand på skansen er bassist Philipp Rasthofer, som ikke ligger under for de to øvrige, både hvad angår teknik og dynamik. Alt i alt en supergruppe, der spiller noget, der nærmest kan betegnes som stonerkrautjazz. Hvis man ønsker at blive introduceret til dette fantastiske band, er deres hovedværk Los Sounds de Krauts stedet at starte. Det var en opløftende afslutning, og efter at have brugt de sidste blå poletter forlod jeg Roadburn 2006 med smil op til begge ører.

Du kan streame de fleste af Roadburn-koncerterne hos den hollandske radiostation Vpro.

Deltag i debat