Plader

Song to the Siren: Fighting With Cliché Demons

Skrevet af Lasse Bertelsen

Danske Song to the Siren debuterer i stor stil med en række sange i højstemt og nyrocket stil med referencer til både Mogwai og Nick Cave. Der er i det hele taget lagt op til eet stort opgør med middelmådigheden i dansk rockmusik, men trods viljen og modet taber bandet i kampen mod klichéerne.

En del af den danske presse har i mange år slynget om sig med Radiohead-sammenligninger, så snart et dansk band spiller moderne engelsk guitarrock med vægt på mol-akkorder. Imidlertid har der indtil nu ikke været nogen danske orkestre, der for alvor har været sammenlignelige med Radiohead og deres arv fra den progressive rock og dens teatralske elementer. Men Song to the Siren gør faktisk retmæssigt krav på både de mest slidte adjektiver og ditto superlativer.

Song to the Siren præsenterer på deres første plade Fighting With Cliché Demons et konceptalbum, der insisterende lægger vægt på bandets ærinde som en nødvendighed. Alt lige fra pressemeddelelse og artwork til arrangementer og tekster ønsker at sprænge rammer for, hvad der er comme il faut i dansk rocksammenhæng.

At der skal lægges tryk på ordet dansk i den sammenhæng, skyldes, at Song to the Sirens udgangspunkt er, som danske bands’ er flest: Man står simpelthen på skuldrene af udenlandske forbilleder og forsøger på bedste vis at tolke disse ind i dansk sammenhæng. Dette kommer allerede til udtryk, inden man hører musikken, for da man åbner den ellers yderst lækre bog, der gør det ud for den sædvanlige jewelcase, finder man et visuelt univers, der trækker en del veksler på Radioheads OK Computer med piktogram-lignende tændstikmænd, der på bastant vis sammen blandes med kulturelle og religiøse symboler.

Religion løber som en rød tråd igennem hele pladen lige fra “Demon Fight”, hvor forsanger Jeffrey Hessellund formulerer pladens ansats i rollen som kordreng med Buckley’ske fraseringer. Sangen opsamles i småjazzede akkorder, der hele tiden rykker frem og tilbage mellem dur og mol. Denne indledende øvelse er meget sigende for hele bandets sangskrivning. En langsomt udviklende harmonik, som vi kender den fra Mogwai, bliver underlagt sangforedragenes æstetik i spændingsfeltet mellem Robert Plant og Nick Cave.

Et højdepunkt på pladen er den fremadrettede postrockede “Coffee Break”, der ikke ulig danske Glorybox formår at bevæge sig af sted i smalle grooves og en gentagelse af en enkelt dissonans. Introen og outroen forener sangen i en cirkulær struktur, der til slut får sangen til at stå værdigt og voluminøst over for lytteren. Igen er det Hessellunds evner som formidler, der bliver fundamentet for sangens eksistens, og dette begynder i et samlet vue over pladen at være på bekostning af resten af orkesterets ellers så velspillede elementer. Disse får netop et vitalt spillerum i denne sang, og af samme grund udfolder de sig til noget, der er større end summen af de enkelte dele.

Vokalen tegner altså bandets udtryk i en sådan grad, at man til tider frygter en decideret dovenskab fra de andre harmonibærende instrumenter i Song to the Siren, idet Hessellunds vokal gentagne gange tager têten og bliver en solosanger i ordets egentlige forstand.
Det er i denne sammenhæng, at sammenligningen med Jeff Buckley for første gang møder modstand. Buckley formåede ud over sine mange kvaliteter som sanger og guitarist også at indgå i sit band som en del af et hele, hvor de resterende musikere også fik formuleret de ting, de måtte have på hjerte.
Konklusionen er derimod her, at forsangeren holder gruppen svævende, selv om flere instrumentale passager danser på kanten af det banale. Det er der flere sange, der lider under; musikken træder tilbage og overlader det til Jeffrey Hessellund at performe og holde foredrag, og på den måde hjælper det ikke, at så mange sange ligger på kanten af eksalteret englekor og andre religiøse undertoner.

Viljen til at nå de højere luftlag presser sig meget på i samtlige sange, hvilke også giver lytteren en fornemmelse af det engagement, der ligger bag udgivelsen. Song to the Siren har med Fighting With Cliché Demons turdet risikere nogle gevaldige hak i tuden i kamp for en musikalsk ærlighed. Musikken trækker referencer til flere markante udenlandske kunstnere, men det er ikke noget, man i dette tilfælde bør lægge Song to the Siren til last. At vinde nyt territorium har ikke været på dagsordenen; det har de religiøse og åndelige budskaber i teksterne derimod. Men næste gang bandet booker studietid, vil de gøre klogt i at diskutere netop forholdet mellem tekst og musik, så det ene ikke står i vejen for det andet.

★★½☆☆☆

Lyt til “Hail Mary”:

[audio:http://www.songtothesiren.com/website2/uk/music/fwcd/music/02hailmary.mp3]

Lyt til “As Thick as Thieves”:

[audio:http://www.songtothesiren.com/website2/uk/music/fwcd/music/04asthickasthieves.mp3]

2 kommentarer

Deltag i debat