Klassikeren

The Ramones: s.t. – Læderjakke og inkahår

Skrevet af Anders Mortensen

Året er 1974, og soundtracket til ungdomsoprørets eftertid er prog med alt, hvad dertil hører af ambitiøse koncepter og avanceret instrumentering. Og pludselig sker det: Fire rødder fra Queens finder sammen, kalder sig Ramone til efternavn og frembringer en helt igennem klassisk punkplade.

The Ramones: s.t., Sire, 1976

The Ramones: s.t.

The Ramones: s.t.

Musikguderne skal vide, at der er skrevet og talt side op og side ned om den her plade, der inspirerede en hel generation af bands og nærmest reddede rockens eksistens, hvis man skal tro über-fanatikerne. Det er uden tvivl en af de vigtigste plader i sidste århundrede, og dens lyd har været som ild til en krudttønde. Men er den i virkeligheden så god? Er det image uden substans, eller en blanding af begge? Eller nok snarere: Hvorfor er den her plade så sindssygt uovertruffen?
Og nu kan historietimen begynde.

Antiprogressive læder-teens
1974: Musikken er i live, og grænserne er brudt ned. Et nummer kan vare lige så lang tid, som musikerne ønsker, og der er ingen regler for tekster eller instrumentering. Koncerterne er oftest multisansningsoplevelser med dragter, skovscenarier og lysshows, og albumcoverne er fantasifulde og stritter i alle retninger. Det er prog, og det er ambitiøst. Emerson Lake & Palmer, Yes, King Crimson og Genesis gør, hvad de har lyst til, og måske har musikken aldrig været friere.

Men ikke alle bryder sig om prog. Nogle mener, at det er langsomt, pompøst, snobbet og ikke mindst: åndssvagt og dødkedeligt. Melodierne er væk, og med dem er glæden også forsvundet. Tilbage er alenlange synthesizersoloer.

For de mest skeptiske er de nye helte er i stedet de sexede læderjakkebøller i The Stooges og de revolutionære protopunkere i MC5, der med al tydelighed viser, at den gamle garageånd ikke er død, tværtimod. MC5 udgiver den klassiske live-plade Kick Out the Jams, som både er et politisk og musikalsk statement. Her handler det ikke om rumflyvninger, troldeskove og rævemasker, men om arbejsløse bilfabriksarbejdere, der har fået nok og vil lægge en bombe under systemet.

I New York bliver det langsomt til en samlet scene. Patti Smith er en slags Grand Mama, der går forrest i optoget med slagkraftige titler som “Rock’n’roll Nigger” (om Jimi Hendrix) og kunstnerattitude a la The Velvet Underground. Der er en blanding af kunstnerisk originalitet og musikalsk fandenivoldskhed i New York-punken, men den venter bare på et band, der er er så arketypisk i sin stil og musik, at det nærmest bliver synonymt med og samlingspunkt for hele scenen. Ind træder The Ramones.

Fire rødder fra Queens
Historiens centrum findes i Jeffrey Hyman, der hænger ud i Forest Hills, Queens, sammen med sine venner John Cummings, Tom Erdelyi og Douglas Colvin. For de fire knægte giver oplevelsen af den nye, vitale garagerock et indhold i livet, når man nu hverken er quarterback eller tøsemagnet. De beslutter sig for at lave et band. Problemet er, at ingen af dem har spillet instrumenter før i hele deres liv, men så må man jo bare gøre det, man kan, også selv om man ikke kan noget. Ikke særlig prog.

De iklæder sig sorte læderjakker, der oser af 50’er-rockere, Phil Spector og så selvfølgelig Marlon Brando. Jeffrey bliver Joey, Douglas bliver Dee Dee, Tom bliver Tommy og John bliver Johnny. Alle fire kalder sig Ramone til efternavn, og de er klar til at erobre verden. Musikken i øvelokalet er en ny Wall of Sound. Spector for den tabte generation af teenagere. Og da Joey efter et stykke tid overlader trommerne til Tommy og bliver forsanger, ryger pilen helt op i det røde felt. Joeys stemme er ikke hørt mage til i rock’n’roll. Den er hverken smuk, maskulint snerrende eller sexet, og han har det med at slutte ordene ved at frasere på en måde, der lyder som hikken. Det kunne ikke være bedre.

The Ramones har dermed fundet sin styrke, og i sommeren ’74 indtager de country- og bluegrass-klubben CBGB’s til stor mystik, forargelse og jubel blandt publikum. Et 15 minutters set bestående af 20 sange spillet i Formel 1-hastighed uden nogen form for instrumental ekspertise. Efter utallige koncerter på klubben i 1975 skriver Ramones kontrakt med Sire Records, som allerede inden udgivelsen af debutalbummet markedsfører gruppen som en veritabel hitmaskine.

Punkere og limsniffere
1976: En baggård. Grafitti på murene og fire misfits iført korte læderjakker, langt hår og solbriller. Det ikoniske albumcover er selve punkæstetikken defineret i et enkelt sort/hvid-foto fra 70’erne. Og indholdet af pladen er lige så ikonisk. 14 nedbarberede numre, der er exceptionelt minimalistiske som kollegaerne i Suicide, men med guitar i stedet for synthesizer og langt kortere numre. Kompromisløsheden er den samme.

“Hey ho, let’s go”. Rock’n’roll er stået op fra graven som en zombie med et elektrisk chok, og intronummeret “Blitzkrieg Bop” er punk både af navn og gavn. Et enkelt riff, der bliver gentaget, og en tekst om “the kids”, der er ved at gå ud af deres gode skind på grund af den infernalske musik. Det er blitzkrieg som et angreb af tyske tropper, og det er bop som i en gammel 50’er-diner. Det er til stadighed et af de bedste riffs i rockhistorien. Ikke et sekund er spildt.

Og sådan fortsætter pladen hele vejen igennem. Joeys vokal udtrykker ikke det store følelsesregister, men er perfekt til lige præcis Ramones’ sange. Der er horror i “Chain Saw” og “I Don’t Wanna Go Down to the Basement”, der er teenlove i “Listen to My Heart” og “I Wanna Be Your Boyfriend”, og der er kras socialrealisme i trækkerdreng-eposet “53rd & 3rd”. Sangene lyder stort set ens med små variationer i riffet. Nogle er hurtige, andre langsommere, men alle med den samme attitude. The Ramones’ debut er en genial punkplade netop på grund af de små detaljer og variationer.

Det bedste eksempel på en slagkraftig detalje er i “Now I Wanna Sniff Some Glue”, hvor det eneste, der bliver sunget, er: “Now I wanna sniff some glue / now I wanna have something to do / all the kids wanna sniff some glue / all the kids want something to do.” Det fantastiske ved teksten er den måde, sætningerne står i forhold til hinanden. Joey bekendtgør, at han vil sniffe lim, før han bekendtgør, at han nu vil lave noget. Det er vigtigere at sniffe lim end at lave noget. Og Joey serverer det på en ligefrem og uhøjtidelig måde. Det er bare noget, der hører med, når man er en ranglet outsider fra Queens med en mærkværdig stemme.

Det er socialrealisme i punk-form, og det er også tydeligt i “53rd and 3rd”, der handler om Dee Dees oplevelser som trækkerdreng. Ramones overskrider grænsen for den musik, som de selv bare kaldte “bubblegum”, for det smukke ved bandet er, at det, på trods af sine oftest pjattede tekster, faktisk har noget ‘på hjerte’ med denne plade. Når folk satte lp’en på for første gang, skulle de helst få banket billeder ind i hjernen, som bliver leveret uden omsvøb og patos, men til gengæld med humor og minimalisme.

Pladen går ind i én med træsko på i en sådan grad, at fodaftrykkene kan mærkes længe efter. En gang imellem virker det for minimalistisk, men så finder man ud af, at det er lige præcis sådan, det skal være. Pladen kunne ikke lyde anderledes. Den er næsten irriterende i sin enkelhed. Man kan ikke finde nye lag i sangene, jo flere gange man lytter. Det er en plade, der ikke forandrer sig, uanset om det er første gang eller firsindstyvende gang, man sætter den på. Det er lyden af en voksen børnehave, der har fået udleveret instrumenter, prøver at spille en simpel melodi, men får det hele til at bryde sammen. Tilbage har man støj og melodier. Støjen på pladen skal dog ikke forstås som Sonic Youth-, The Jesus and Mary Chain- eller Merzbow-støj. Det er hverken fuzz eller rendyrket noise. Men det er larmende og poppet amatørmusik anført af en af de mest mærkværdige stemmer i musikhistorien.

1-2-3-4
Lige præcis den mærkværdige stemme, de skarpe riffs og læderlooket er også dét, der gør, at Ramones bliver husket i dag og nærmest tilbedt af efterfølgerne. De var et punkband, der kunne virke sløset, men som spillede så hurtigt og stramt, at man aldrig havde set mage. Modsætningerne florerede også bandmedlemmerne imellem, hvor der på den ene side var den venstreorienterede Joey som frontfigur og på den anden side den mystiske og stærkt højreorienterede Johnny, som senere blev kendt på at sige:”God bless President Bush” til en Hall of Fame-ceremoni.

Men på trods af modstætninger kørte bandet videre i mange år. Musikken ændrede sig stort set ikke, bortset fra på End of the Century, som selveste Phil Spector producerede. Men det er, som man siger: The song ramones the same, og det var deres kendetegn.
Trommeslagerne blev tit skiftet ud, som sådan nogle har for vane, men Ramones som brand levede videre i bedste velgående. De blev et symbol på en frihed og en rebelskhed, der gik milevidt ud over deres primitive garagerock. Som historie er pladen det første rendyrkede punkalbum, og derudover er albummet bare et virkelig, virkelig godt rockalbum med noget af det mest catchy bubblegumrock, der nogen sinde er havnet på vinyl. Det er nøglen til Ramones, og når fans den dag i dag gabba-gabba-heyer pladen ud i natten, kan de takke Johnny, Joey, Dee Dee og Tommy og en ustemt guitar, der går: 1-2-3-4!

Trackliste:
1. Blitzkrieg Bop
2. Beat on the Brat
3. Judy Is a Punk
4. I Wanna Be Your Boyfriend
5. Chain Saw
6. Now I Wanna Sniff Some Glue
7. I Don’t Wanna Go Down to the Basement
8. Loudmouth
9. Havana Affair
10. Listen to My Heart
11. 53rd & 3rd
12. Let’s Dance
13. I Don’t Wanna Walk Around with You
14. Today Your Love, Tomorrow the World

Deltag i debat