Plader

Tonekontroll: #2 + #3

Det unge danske band Tonekontroll har stadig deres første fuldlængde-udspil i vente, men indtil da diverterer de lytterne med to ep’er, der er fyldt til randen med Television-inspireret musik. Bandet viser tænder, men mangler dog stadig at tage det næste skridt.

Nogle bands lader sig inspirere af deres barndoms idoler, andre lader sig inspirere af en hel genre der ikke er koncentreret i en specifik geografisk placering. Derefter former de deres egen lyd efter denne baggrund. Andre igen lader sig inspirere af en specifik bys musikalske udtryk, hvilket er tilfældet for Tonekontroll, der virker til at være specielt glade for lyden af en række bands med hjemstavn i New York.

Bandet er stadigt relativt ungt. Siden live-debuten på Voxhall i juli 2005 har Tonekontroll udgivet tre demo-ep’er, og den første fuldlængdeudgivelse er stadig på trapperne. Denne anmeldelse koncentrerer sig om bandets to sidste demo-udgivelser, der her behandles som én udgivelse. Bandet består af Mads Wæhrens på vokal og bas, Jakob Mandøe og Filip Granlie på guitar og Jesper Harding på trommer. Altså en klassisk rock-kombination uden elektronik, strygere og produktionsmæssige tricks.

#2 består af fire numre og giver et overblik over bandets lyd, der bedst kan beskrives som melodisk rockmusik. Sangene adskiller sig ikke meget fra hinanden, og der holdes en konsistent lyd hele vejen igennem, hvor de to guitarister dominerer lydbilledet og skaber fremdrift i sangene, bakket op af et kompetent band, der dog synes en anelse anonymt. I åbningssangen “Ignorance Incognito” spores der i den melodiøse opbygning en kraftig inspiration fra Television og Tom Verlaines karakteristiske guitarspil. Hvor Television gerne bevægede sig ud i endog meget lange guitarforløb, holdes der lidt igen med sådanne ekskursioner hos Tonekontroll, der holder deres sange kortere og mere direkte med en hurtigere overgang mellem sangenes bestanddele.

Samme stærkt melodiøse guitarspil præger også “Supermarket Boulevard” og “Bent the Reptile”, hvor samspillet mellem de to guitarer giver sangene fremdrift. #3 fortsætter takterne fra sin forgænger og serverer tre sange, der igen viser, at bandet har en karakteristisk lyd, hvis grundstruktur ikke varieres meget. Ep’en indeholder også bandets stærkeste nummer, “Matchbox Love”, der stilmæssigt er et mix af Television og Interpol, der med en skarpere produktion kunne blive et rigtigt stærkt nummer.

Overordnet savner man en smule vildskab og kant i musikken. Melodierne er på plads, men for at få skilt Tonekontroll ud fra mængden sidder man tilbage og leder efter flere særkender, der bryder den monotoni, der opstår, når bandets virkemidler er få. Den enkle bandsammensætning og fokuset på guitarbaseret rockmusik giver til gengæld en ren og umiddelbar lyd, der i mange tilfælde ikke behøver bearbejdes yderligere. Musikken lyder levende og håndspillet, men stadig savnes en anelse mere skarphed, og måske en smule mere støj, der kan bryde det melodiøse lydbillede.

Evnerne til at skabe en sammenhængende fuldlængde-cd virker til at være til stede, og det er rart at høre melodiøs guitarrock uden alt for meget melankolsk klynk.

★★★☆☆☆

Deltag i debat