Plader

Tom Verlaine: Songs and Other Things

Skrevet af Filip Granlie

Tom Verlaine er blandt guitarister en højt estimeret skolelærer, og han vipper demonstrativt med sit imødekommende spanskrør på Songs and Other Things: Selv om der ikke er meget nyt at komme efter i forhold til hans tidligere plader, udmærker Verlaine sig ved sin både forfinede og spektakulære spillestil.

Tom Verlaine er mest kendt som frontmand i Television, der i de seneste år har turneret løst og fast. Har man overværet et par af disse udmærkede koncerter, er det dog ikke nyt fra Television, der har stået højst på ønskelisten, men nyt fra Tom Verlaine. Den vigtige medguitarist i Television, Richard Lloyd, har bevæget sig i en kedelig retning siden genforeningspladen fra 1992, mens Verlaine selv har forfinet sit enigmatiske guitarspil, der er allerbedst, når det som et dårligt pokerfjæs med nervøse tics og flakkende øjne bag lukkede låg lader det usagte komme til orde.

Til februar har Televisions klassiker, Marquee Moon, tilbagelagt tredive års musikhistorie. Songs and Other Things er ikke lige så epokegørende, ungdommeligt ekspressiv og vild. Derimod er den uimponeret, moden og cool uden at være kedelig. Succeskriteriet er at kunne give sig usentimentalt hen til det øjeblikkelige, og mange af de gamle helte falder igennem, men ligesom Verlaine har eksempelvis også John Cale mestret disciplinen på sine seneste udgivelser.

Verlaines traditionelle sangstruktur tilsat en rig mængde guitarsoloer har ikke ændret sig. Det nye er den stadige udvikling og udforskning af det underspillede og usagte. Det væsentlige behøver ikke blive udpeget: Der bliver malet virtuost sirligt med den lille pensel, mens den store bidrager til nødvendige undtagelser. Det usagte kommer helt bogstaveligt til udtryk i Verlaines klaustrofobiske, knækkende vokal, som man kun sjældent kan dechifrere sammenhængende sætninger ud fra: Ordene fungerer nærmere som instrument og har primært en metrisk og lydlig funktion.

Særligt klart usagt står “Orbit”. Teksten åbner netop med et kvækkende: »You’re the girl who just stopped talking.« “Orbit” er en stilfærdig sag med fast stor- og gulvtamtam-trommerytme og sagte pikken på guitaren. Verset glider let over i et dovent desperat, mørkt omkvæd, der minder om en delikat udgave af Joy Division. Det sidste omkvæds mørke gentages og brændemærkes af glødende, bagfrakommende guitarstempler, der glimter i deres utvetydigt verlaineske tonalitet, et af hans særmærker.

Også den efterfølgende “Blue Light” er stærk. Den synes at forene skumringstimen og morgengryet og fastholder lytteren i et æggende limbo. Der er en barok genklang, som også findes i hymnen “The Earth Is in the Sky”, hvor man tilmed hører et momentant ekko af det bedste 70’er-Television.

“The Day on You” er en urban, steppebrandstrommebaseret guitarurskov, der kulminerer i et Cryptic Scenery-lignende intermezzo, hvor de i hvert fald fire guitarspor skæres ned til et enkelt med diskante strengestrangulationer og hæs rallesang, indtil et par umulige soloer og temagentagelser eskorterer pladen til enden: et instrumentalt postludium, “Peace Piece”, som er en langsomt udåndende fuga for to guitarstemmer, der lukker låget i uden at blinke.

Et par af sangene undervejs kører i grøften: “Heavenly Charm” og “Nice Actress” er vokalt skabagtige og irriterer. De finder dog deres guitaristiske eksistensberettigelse: “Nice Actress” i en afslutning med en afsindig solo, der larmer sig hen over en udrykkende guitarsirene. Det ville fungere fint som instrumentalnummer på den samtidigt udgivne, vokalløse Around. På disse overflødige sange hyler Verlaine ud som på “Yonki Time” fra den ubetitlede solodebut fra 1979. Det er unødvendigt eksplicit og falder igennem.

Der er ikke meget nyt at komme efter på Songs and Other Things i forhold til de foregående Tom Verlaine-plader, men der er masser af musikalske og kunstneriske paradokser, lykkelige mareridt, ortodokst uortodokst guitarspil, kras vokal og underspillet og usagt _____.

★★★★½☆

Deltag i debat