Plader

The Zico Chain: s.t. EP

Skrevet af Lars Simonsen

Engelske The Zico Chain bruger al deres energi på at lyde som vrede unge mænd på samtlige numrene på dette minialbum. Men vreden og punk-aggressiviteten ender desværre med at fremstå en anelse påtaget og ensformig, og så godt som alle numrene ryger direkte i glemmebogen.

Energien, nerven og den frustrerede stemning, der er dominerende i The Zico Chains’ univers, har fået mange musikkritikere til at sammenligne bandet med Nirvana og forsanger/bassist Chris Glithero med Kurt Cobain. Nogle kritikere har tilmed anklaget bandet for at være et plagiat.

Der er faktisk noget meget amerikansk over Glitheros hæse og raspende vokal, og med tekster om medicin, ensomhed og selvmord er det heller ikke helt ved siden af at drage paralleller til 1990’ernes største band. Men selv om Glitheros stemme tilmed glimtvis lyder som Cobains er det alligevel ikke fair at beskylde The Zico Chain for ligefrem at kopiere Nirvana.

Den britiske trio gør for eksempel ikke mange forsøg på at efterligne den sublime evne, Nirvana havde til at kombinere stille passager med pludselige energiske udbrud. For The Zico Chain er det nærmere et mål i sig selv at fremstå konstant energiske og vrede.

Derudover ligger Glitheros mange og ihærdige forsøg på at lyde som en brølende machomand lysår fra Cobains udtryk og idealer. Det virker snarere påtaget og decideret plat, når Glithero i “Brain” kommer med et tørt »… So go fuck yourself.« Mere overbevisende lyder det ikke med det hvæssende og skrigende »God! You’re full of shit!« i afslutningsnummeret “The Lonely Ones”.

“Social Suicide” afslører dog, at trioen vitterlig har noget interessant at byde på. Paradoksalt nok er det også dette nummer, der er tættest på at lyde som Nirvana. Nummerets indledning er præget af en ulmende og rastløs stemning, og for en gangs skyld hvæsser og sprutter Glithero sig ikke hele vejen igennem. Skæringen eksploderer hurtigt i små hårdtslående ryk, og tempoet bølger herefter glimrende op og ned.

Det er dog den aggressive stil med højt tempo og simple riffs, der er i højsædet på pladen, og ingen af numrene formår at sætte sig fast hos lytteren. I stedet fremstår de nærmere som én stor dynge af mere eller mindre enslydende pseudo-vredesudbrud. Manglen på variation resulterer derfor hurtigt i en træthedsfornemmelse, og selv om spilletiden på denne selvbetitlede ep blot er 15 minutter, føles det alligevel som for lang tid.

★★½☆☆☆

Deltag i debat