Koncerter

Barra Head, Clap Your Hands Say Yeah, 29.06.06, Roskilde Festival

Barra Head, Pavilion, 20.30
De debuterede faktisk på Roskilde Festival allerede i 2001 på den gamle blokvognsscene, men i år var Barra Head og deres tight komponerede mathrock-ekskursioner forfremmet til hovedprogrammet. Fra start var det et smilende orkester, der mødte publikum. Men Barra Head bærer de indre frustrationer uden på tøjet, og i går blev de blandet med en halvnervøs og ukrukket fremtoning, så det var svært ikke at lade sig drive med.

Igennem hele koncerten klamerede Arvid Gregersens bas og Mikkel Jes Hansens guitar og vokal sig til trommeslager Jakob Hvitnovs simple, men indvoldsruskende beat og flød kontrastfuldt rundt i støvet. Guitaren var diskant og overordentligt pågående uden at være omklamrende, og bassen blæste af sted med nerve og desperation. Det føltes som at have en knyttet næve tæt på ansigtet uden at vide, om den pludselig eksploderer i fjæset på én.

Og det var netop koncertens styrke. Barra Head har spillet i snart sagt enhver landsby i Tyskland igennem de seneste fem år. Faktisk er det kun pladeselskabs-vennerne fra Lack, der kommer i nærheden af at være så sikre og samtidig levende i fremførelsen af en overordentlig kompleks og letantændelig rock. (MT)

Clap Your Hands Say Yeah, Odeon, 21.30
Are you guys aware that Guns n’ Roses are playing right now?” spurgte indiepopperne Clay Your Hands Say Yeah halvvejs gennem deres koncert. Alle var vist klar over hvem, der agerede trækplaster på Orange på samme tidspunkt, men ingen så ud til at have den fjerneste lyst til at give slip på CYHSY, før koncerten var helt slut.

Koncerten levede op til bandnavnet. For der blev klappet en hel del. Både på scenen og ikke mindst blandt publikum, som tog del i en forrygende og festlig indiepopfest, der både talte til hjerne og fødder. Især fødderne. At man ikke kan lade være med at vippe med foden, når man hører amerikanernes debutplade, er ingenting i forhold til, hvordan kroppen gebærder sig til live-udgaven af CYHSY. Især under sange som “Let the Cool Goddess Rust Away” og “Over and Over Again (Lost & Found)” var det umuligt at få kroppen til at stå stille.

I starten var koncerten dog ikke særlig flydende. Pauserne mellem de enkelte numre føltes i hvert fald en tand for lange. Men efterhånden fik CYHSY greb om tingene og leverede uimodståelige indiepopsange på overlegen vis. Og Alec Ounsworths specielle vokal, der i den grad er dét, der gør bandet til noget virkelig særligt, var ikke mindre særegen og karakteristisk uden for studiets fire vægge.

Hen mod slutningen lød det til, at CYHSY havde tømt kilden med sprudlende sange. De – heriblandt et par nye – holdt alle samme høje niveau, men i takt med at intensiteten dalede på scenen, skete det tilsvarende blandt publikum. Redningen blev temasangen “Clap Your Hands!”, som igen satte fuld blus under publikum, der var mere end villige til at klappe taktfast og råbe “yeah!”

Dét energiniveau blev holdt resten af koncerten, der viste, at CYHSY har en masse at byde på. Ikke blot som et interessant navn her og nu, men også længere ud i fremtiden.
(LDL)

Deltag i debat