Koncerter

BigBang, The Magic Bullet Theory, Death to Frank Ziyanak, Causa Sui, 02.-03.06.06, Spot Festival 200

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Et par danske retrorockere havde – dels pga. programlægningen, dels pga. basal mangel på fængende materiale – problemer med at få indstillet sigtekornet, mens norske BigBang var meget tættere på at ramme plet.Retrorock i uføre

Et par danske retrorockere havde – dels pga. programlægningen, dels pga. basal mangel på fængende materiale – problemer med at få indstillet sigtekornet, mens norske BigBang var meget tættere på at ramme plet.

BigBang
En mild grad af festivalstemning indfandt sig, da norske BigBang indtog Officerspladsen med deres potente landevejsrock. Med Olaf Olsens nærmest hedenske skikkelse bag trommerne samt Øystein Greni og Erik Tresselt i front på henholdsvis guitar/vokal og bas/vokal knaldede bandet en række energiudladninger af sted, der opererede i spændingsfeltet mellem kantet, moderne retrorock og mere ordinær bar-rock som Tom Petty kunne have spillet den – med åbentstående skjorte og guitarsolo.

Men uanset hvilke musikalske kontaktflader BigBang berørte, spillede de dog ekstremt energisk og tight, og det var tydeligt, at deres kendskab til hinanden som musikere og mennesker går en del år tilbage. Der var åbenlyst en positiv energi på scenen, de kommunikerede godt, og de to frontfigurer Greni og Tresselt supplerede hinandens vokaler fornemt.

Af og til antog musikken dog karakter af regulær røvballerock, og i betragtning af det bagkatalog, BigBang kan vælge sange fra, virkede det lidt utroligt, at det var de pågældende numre, de præsenterede i en sammenhæng som denne Spot-fredag. Når BigBang spillede deres mere udfordrende og kantede rock’n’roll, var det dog en sand fornøjelse at lægge øre til.
(TØ)

The Magic Bullet Theory
Den byfest-stemning, der generelt hjemsøgte Officerspladsens telt, forekom ekstremt svær at nedbryde for de bands, der var blevet sat til at spille, inden mørket faldt på. Det var danske The Magic Bullet Theory (TMBT) måske det ypperligste eksempel på ved dette års Spot.

Foto: jint.dk

Måske fordi det spredte publikum stadig ikke helt var vågnet efter fredagens fadøl, eller måske fordi bandet selv virkede trætte som en doven bajer. Forsanger Ole Svenningsen bekendtgjorde da også, at det, grundet trafikale problemer, ikke var blevet til mange timer natten forinden.

Men musikalsk lugtede det nu også lidt af byfest denne lørdag formiddag. Med en omgang festrock, som alle kunne forstå, en lidt hæs frontmand, der vekslede mellem elguitaren og den akustiske, solo på hammondorgelet og en blæserkvartet, der blev hevet på scenen sidst i settet, gjorde TMBT sit for at sparke energi i publikum og sig selv. Alle i bandet spillede tight og dygtigt, og når bandet flirtede med en mere punket kant på rocken, blev det interessant. Men ellers var det lidt svært at spore friskhed eller nytænkning.

Det er svært at vide, hvordan folk ville absorbere denne form for rock, hvis den blev leveret med arrogance, attitude og slidte Prada-loafers – ikke at det betyder noget musikalsk, og ikke at man par excelence skal opføre sig som Rock Hard Power Spray, bare fordi man spiller rock, men rock’n’roll handler live også om andet end musikken. Og attitude var der altså ikke meget af denne formiddag.

Men omvendt er der også noget ekstremt befriende i at se et band, som upåagtet af tidens mode spiller den musik de har lyst til – og gør det godt. Denne formiddag dag blev TMBT bare aldrig for alvor rørende, distinkte eller utøjlelige.
(TØ)

Death to Frank Ziyanak
Interessen for at se Silkeborg-trioen Death to Frank Ziyanak var så stor, at Undertoners udsendte måtte stå i kø uden for Voxhall og vente pænt på, at tilstrækkeligt med folk forlod koncerten.

Da undertegnede var kommet indenfor, begyndte forvirringen at melde sig. Hvorfor var så stor en folkemængde taget på Voxhall for at høre så uhyggeligt ordinær retrorock som dén, der bragede ud af højtalerne? Svaret må stå hen i det uvisse, for koncerten var bestemt ikke værd at skrive ret meget hjem om.

Monotonien var bandets faste følgesvend, og de gjorde ikke meget for at modvirke den. I stedet lod det til at være deres mål at stable så mange rockklicheer oven på hinanden som muligt. Selvfølgelig er det essentielt inden for retrorock, at musikken på ingen måde må være original – alt skal være hørt før. Men mig bekendt står der intet i retrorock-manifestet, der bandlyser vellykkede eller bare medrivende sange. Det gør der så åbenbart i DTFZ’s udgave, for der var ikke meget, der rykkede i publikum sent lørdag eftermiddag.
(MM)

Causa Sui
Der er vist ingen tvivl om, hvilke idolplakater der hænger i øvelokalet hos odenseanske Causa Sui. Med hvide pandebånd, flagrende flannelsskjorter, hippiehalskæder og en forsanger, der uden tvivl har hørt om en festival ved navn Woodstock, leverede bandet en forældet, men temmelig kompetent syrerock lørdag eftermiddag på Officerspladsen.

Foto: jint.dk

For en gangs skyld var det, som om det lyse telt faktisk talte godt sammen med den musik, der blev spillet inde i det. Frontmand Kasper Markus’ kraftfulde vokal trådte godt igennem i lydbilledet med en klang, der gav mindelser om Hendrix, og bandet spillede de riffbaserede kompositioner upåklageligt med tight rytmebund, wah-wah guitar og stor tro på sig selv.

Sangene var ofte af lang varighed, og særligt den sidste blev trukket en kende i langdrag med Kasper Markus på percussion, og en musikalsk kulmination, som ikke rigtig kunne bestemme sig for at være konsekvent, men i stedet bølgede op og ned lige lovligt mange gange. En lidt ærgerlig afslutning, men ikke desto mindre var Causa Sui et interessant og anderledes bekendtskab. Det er sjældent, at man ser et band, som i dén grad indoptager en svunden tid i sig og faktisk gør den til selve identiteten.
(TØ)

Læs også Undertoners anmeldelser af:
The Magic Bullet Theory: Love (a.k.a. Sugar)
Causa Sui: s.t.

Deltag i debat