Plader

Couch: Figur 5

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På bandets femte album, Figur 5, forlader Couch den krautrock, det musikalske udtryk tidligere var meget inspireret af. I stedet er der mere forvrængning på guitarerne, det fremadrettede drive er væk, og repetitionen har overtaget. Det betyder et mere stramt og lidt begrænset udtryk.

Fem album på 11 år – og fem år siden det fjerde album. Couch har ikke travlt med at komme videre – ja, i virkeligheden virker det, som om Couch slet ikke er interesseret i at bevæge sig overhovedet.

Figur 5 er Couchs første album på berlinerselskabet Morr Music, som de seneste år er begyndt at udgive album med andet end indietronica, hvilket kun kan ses som en positiv udvikling. For Couch er Figur 5 til gengæld ikke så meget en udvikling, som albummet er en gentagelse af tidligere udtryk, bare i en anden form: Væk er drivet og inspirationen fra krautrocken, der af og til fik Couch til at lyde som Stereolab. Nu er der skruet op for de forvrængede guitarer og ned for tempoet.

Åbningsnummeret starter lige på – ingen blød intro eller indledende manøvre. Nej, Couch er rimeligt kontant i sit udtryk og tilgang, hvilket “Gegen Alles bereit” tydeligt viser. Huggende guitarer i flere lag og en tung bund af bas og trommer bærer fra starten nummeret mod en højere tinde end dén, hvor det allerede startede. Hvor andre crescendo-søgende bands bygger op, tager Couch med det samme fat i substansen – det storladne og støjende, som trods alt har form og melodi.

Couchs repetitive tilgang til den instrumentelle rock høres både i kompositionerne og i valget af instrumenter. De mere rockede numre som “Gegen Alles bereit” og “Alles sagt ja” har guitarer, som spilles på samme måde, som var der kun denne måde at få lyd ud af de seks strenge på.

De numre på Figur 5, som har en bund af et elektronisk beat, benytter netop beatet som en fast grund, der som et langsomt, men stædigt godstog fortsætter i samme gænge uden forandringer – og lyder, som om det kunne fortsætte i 100 år. Denne effekt af soliditet kan have en insisterende og beslutsom karakter, men hos Couch – på numre som “Zwei Streifen im blau” og “Blinde Zeichen” – virker det mere slavisk og kedeligt.

Figur 5 er dermed ikke Couchs svanesang – der er alligevel enkelte momenter, som viser, at når Couch gør dét, de gør, rigtigt, så virker den stramme og begrænsende opskrift. Albummets bedste nummer er “Lässt nicht nach”, der som en blød bakke i stigende grad fletter sig ind i sig selv gennem et filter af guitarer. Midten af nummeret er som bakketoppen, hvor det blæser mest i kraft af, at trommerne bliver mere løsslupne. Og resten af nummeret – ned af bakke – dæmper både trommer og guitarerne sig, indtil en enkelt guitar fletter sine strenge alene, fader ud, og Figur 5 er slut.

Men “Lässt nicht nach” er albummets undtagelse – generelt virker det på Figur 5, som om musikken er så stramt koreograferet, at hvert eneste instrument ikke må falde uden for sin plads. Derfor virker Figur 5 ofte sterilt, uinspireret og ensformigt. Couchs musik er lukket inde i et rum og lader sig begrænse af det, i stedet for at begrænsningen bliver inspiration.

★★★☆☆☆

Deltag i debat