Koncerter

Doí, The Holiday Show, Dúné, 02.-03.06.06, Spot Festival 2006

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Et par af de danske bands, der er lige på nippet til at få mulighed for at udgive et regulært album, leverede desværre en ikke særlig opløftende præstation. Og de blev helt og totalt overskygget af det unge Skive-band Dúné.Opkomlinge uden modhager – og med

Et par af de danske bands, der er lige på nippet til at få mulighed for at udgive et regulært album, leverede desværre en ikke særlig opløftende præstation. Og de blev helt og totalt overskygget af det unge Skive-band Dúné.

Doí
Kunstbygningens smukke, simple omgivelser var et fint forum for danske Doís langstrakte, episke kompositioner, der dog desværre blev skæmmet af, at en stor del af publikum ikke var klar over, at man under en koncert ikke taler højlydt. Det gør man forresten heller ikke på et museum, men den del af den gode opdragelse var vist gået tabt denne fredag aften.

Simon Kvamm påstod til torsdagens åbningsaften, at publikum begynder at snakke, når bandet ikke kommer godt nok ud over scenekanten. Det er nok en sandhed med modifikationer, men lige i dette tilfælde var hr. Kvamm meget tæt på at have ret.

Efter et godt åbningsnummer, der på imponerende vis vekslede mellem det nænsomt drømmende og det kraftigt støjende, begyndte det syv mand høje band at få problemer. Deres kompositoriske evner begyndte at fejle, og musikken lød pludselig alt for meget som Sigur Ròs, hvilket gjorde det svært at undertrykke følelsen af at have hørt det hele før – og bedre.
Mod slutningen viste bandet dog mere personlighed ved blandt andet at inkorporere støvsugerorgel. Desværre var pågældende sang så ordinær, at de Sigur Rös-tilbedende tendenser næsten var at foretrække.
(MM)

The Holiday Show
Den københavnske electropop kvartet lagde klogt nok ud med den fine “Put Me on a TV Show”, der dog blev alt for lang på grund af en tåbelig keyboardsolo.

Derefter kom bandet i problemer, eftersom deres simple popsange havde brug for stærke melodier for at overleve, og desværre var kun et par stykker flyvefærdige i den afdeling. Det hjalp naturligvis heller ikke på helhedsindtrykket, at bandets sceneoptræden var så godt som drænet for tilstedeværelse.

Der var ikke mange modhager i bandets vellydende synthpop og heller ikke megen personlighed. Hvis bandet ikke er i stand til at skrive flere sange af samme klasse som førnævnte “Put Me on a TV Show” og den ligeledes fine “Snooker Star”, bør de finde modet til at være mere ekstreme – f.eks. ved i nogle sange at lade det elektroniske element få en dominerende rolle eller måske forsøge at rocke lidt hårdere engang i mellem.
Efter denne lørdag på Voxhall så det ud til, at The Holiday Show er lidt for anonyme og kønsløse til rigtig at begejstre nogen.
(MM)

Dúné
Har Dúné hørt Bloc Party? Ja. Kan det mærkes på medlemmerne i Dúné, at de ikke er mere end 17-18 år gamle? Ja. Er det gennemskueligt, at Dúné har fundet et koncept, som de sætter alt, hvad de gør, ind i? Ja. Men har jeg én eneste alvorlig indvending imod Dúné? Nej. Og her er forklaringen:

Med en yderst selvbevidst og iscenesættende intro havde Dúné fra start fortalt Train, at der skulle ske noget helt ekstraordinært, og således kunne de påbegynde eksekveringen af deres moderne, potente electrorock med publikum i deres hule hånd. Der blev spillet tight og aggressivt, og den ungdommelige energi var så højt oppe i det røde felt, at det næsten løb af med nogle af medlemmerne. Jovist, man skal vise, hvem der bestemmer, men at kaste en fyldt vandflaske hen over publikum og videre ned i mikserpulten, det er vist mere overgearet, end det er arrogant.

Talentet, viljen og visheden om såvel egne evner som andre folks forventninger til dem, lyste ud af de syv skikkelser på scenen, og musikalsk trådte Dúné ikke forkert på ét eneste tidspunkt. At man i så ung en alder kan fremstå så troværdigt på scenen, kan skrive og arrangere sange, som er på højde med dem, deres engelske forbilleder hitter med, og kan spille så tight og energisk – det er dybt respektindgydende.

Der er noget bizart ved at betragte forsanger Mattias Kolstrup holde en selvsikker strakt arm i vejret med den ene fod på monitoren. At man kan have så meget stjernekvalitet som 17-årig, er på grænsen til det uhørte. Så kan Arctic Monkeys lære det. Dúné er unikke, og det er svært at se, hvad der skulle stoppe dem i deres færd mod toppen. Held og lykke med studentereksamen.
(TØ)

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Doi: Sing the Boy Electric
Dúné: We Are In There, You Are Out Here
Dúné, 28.06.06, Roskilde Festival

Deltag i debat