Plader

Funch: My Love Demon

Skrevet af Mikkel Andersen

En solid og velsammensat dansk pop-/rockplade klistret til med storladne følelser, der spænder fra det småpsykotiske og vanvittige til det bløde, romantiske og varme. Men den trænger aldrig rigtig ind under huden.

Bandet Funch var oprindelig tænkt som forsanger Claus Funchs soloprojekt. Han afprøvede flere forskellige musikere til brug ved liveoptrædender, men efter den nuværende konstellations debutkoncert i sommeren 2003 stod det klart, at bandet fungerede bedre som et kollektiv. Efter to ep’er, Up Against All History og Someplaceelsewhere, er debutpladen My Love Demon nu på gaden.

Genremæssigt kredser pladen om storladen, emotionel pop/rock, vekslende mellem hidsige, aggressive, dirrende kompositioner og dæmpede, bløde, akustiske anstrøg – skiftende uden synlig sammenhæng. Der mangler således en rød tråd, der forbinder numrene og skaber en tiltrængt enhed i virvaret af de mange divergerende musikalske konstruktioner.

Det giver til gengæld grobund for en række numre, der tager sig udmærket ud uden for sammenhængen (eller manglen på samme) som “Pity Intermission” og “Lust and Love”, men samtidig får det desværre mange af de andre sange til at fremstå som antiklimatisk fyldstof uden berettigelse. Man famler febrilsk efter next-knappen, så snart den type numre toner frem. Iblandt dem er “Get Your Hands Up”, der trods sin begrænsede længde på godt et minut fremprovokerer uanede mængder irritation over dens uovertrufne ligegyldighed.

Lydbilledet er centreret om Claus Funchs effektfulde, crooningbetonede, følelsesladede vokal, og den har en umiddelbar gennemslagskraft, der løfter musikken betydeligt. Dog lugter den af uanede mængder Claus Hempler-inspiration, undertiden krydret med whiskystinkende, Cecil-rygende Tom Waits-inspiration. Sidstnævnte virker lidt for kunstigt og søgt i udtryk. Det til trods er Funchs stemme i sandhed malerisk og medrivende og giver i visse øjeblikke udtryk for bagvedliggende lyriske færdigheder.

Et udmærket eksempel findes i “Pity Intermission”, min favorit på pladen: »And now that we’ve lost / and the good days are over / we’re happy and drugged / and we’re sad and we’re sober as we grow old again…«
Men overordnet set er teksterne beklageligvis for sfæriske. Der mangler noget udefinerbart (mere metaforik, dybere følelse, måske?), der kunne have løftet pladen meget, meget højt op. Det er ikke nok, at forsanger Claus Funch presser sin stemme for at frembringe gennemtrængende udtryk og følelser – det kræver ligeledes de rette ord på rette sted.

Undervejs stikker lyspunkter som sagt frem her og der, men de er få og kvæles desværre af ligegyldige numre. My Love Demon er absolut ikke dårlig. Indspilningerne er af udmærket kvalitet, og konstruktionen er tight og veltilrettelagt. Den tager sig udmærket ud som baggrundsmusik til en god bog, oprydning eller en tur i køkkent, men den rammer aldrig hjertekulen, hvor den kunne have placeret sig lunt. Så nej, ikke nogen dårlig plade, bare ligegyldig.

★★½☆☆☆

Leave a Reply