Plader

Funky Nashville: Hitch a Ride

Den gode melodi er i højsædet på den danske trios andet udspil, der komplekst blander groove, roadmusic, pop og Morricone. Trods manglen på støvede landeveje og truckermentalitet leverer Funky Nashville nogle hæderlige sange, der charmerende forener en masse genrer.

Prologen til Funky Nashvilles andet album tager sit udgangspunkt i København, hvor bandet møder den excentriske amerikaner Lou, hvis overflødighedshorn af oplevelser, historier og rastløshed efterlader sig så dybe spor hos trioen, at de bygger Hitch a Ride op omkring Lou og de inspirerende aftryk, han satte hos bandet en nat på en bar i september.

Funky Nashville – to ord, der beskriver musikken meget godt. Der er tale om en poppet og støvet omgang western med masser af groove, mundharpe, blæsere og rungende guitarflader.
Carsten Heller har mixet pladen, og det har givet en fin og strømlinet profil, hvor der ikke går selvsving i det lidt aparte koncept, men i stedet får han Sverre Stein Nielsens croonervokal flettet godt ind i de varierende guitar-temaer, og det er lykkedes at producere nogle virkelige iørefaldende melodier.

Titelnummeret lægger flot fra land med en lidt skarp, nærmest elektronisk twang-guitarlyd tilsat kastagnetter og blæsere. Det berusende omkvæd fungerer fint i mødet med et Calexico-lignende trompetarrangement, og bandet slipper godt fra første akt.

Det første indtryk og den umiddelbare catchiness fortsætter ufortrødent på “Gone Away” og “Mexican Stars”, der dog ikke helt når et af pladens pletskud “Ain’t No Cowboy” i struktur og helhed. Sidstnævnte er et virkelig godt og velskrevet kærlighedsnummer med et totalt udtryk, der formår at kombinere western og pop uden at give afkald på finesser og melodi.

Til gengæld fungerer det instrumentale input “El Paso Bound” ikke rigtigt. Bandet har jo bevist, at de kan deres kram, og opvisningen i filmisk Morricone-musik er en lille streg i regningen, men det er heldigvis ikke begyndelsen på enden, for bandet får rettet sig op i sædet og fortsætter de fine melodiers leg med jødeharpe, blæsere og guitar. Det hele ender med den afdæmpede “Love”, der væver Sverre Steins vokal ind i noget, der kunne minde om et mindre mandskor, uden dog at være det.

Bandet beviser gode evner i kunsten at tage lidt af gassen og dyrke det croonermæssige udtryk. Man sidder næsten og savner lidt mere fra den kant, for godt nok holder Hitch a Ride et fint tempo og drive på de øvrige numre, men når bandet formår at nå et niveau, som de gør i “Love”, kunne det være spændende at blande kortene lidt mere.

Funky Nashvilles lineære og groovy westernpop gør Hitch a Ride er en dejlig og anderledes plade at sætte på anlægget. Måske ikke til en hel aften, men deres materiale er ganske holdbart, og selv om man ikke befinder sig midt på prærien (vi må nøjes med heden), betages man af de charmerende melodier og fængende sange, der til trods for et par fejlskud fortjener en pæn portion ros.

★★★★☆☆

Deltag i debat