Plader

Islands: Return to the Sea

Skrevet af Theis Ørntoft

Med et udtryk, der søger i alle tænkelige og utænkelige retninger, tager canadiske Islands indiepoppen med på dannelsesrejse. Return to the Sea omfavner alt fra svævende country-flader til varme, sexede calypsorytmer, og det er helt igennem herligt.

Hvis nogen endnu skulle betvivle Canada som pålidelig eksportør af tidssvarende kvalitets-indie, kan Islands med deres debut Return to the Sea passende udrydde den sidste rest af usikkerhed. Ensemblet, der fortrinsvis består af Nick Diamonds og Jaime Tambour fra lofi-rockerne The Unicorns, har skabt et album, som hvad angår musikalsk kreativitet, nysgerrighed og overskud overgår det meste, der hidtil er hørt i år. De 11 sange er fabelagtige i den forening af det uhøjtidelige og det krukkede, der for så mange i denne musikalske niche synes at være succeskriteriet, men som ofte forekommer temmelig svær at ramme.

Islands er indiepop med alt, hvad dertil hører. Produktionen arbejder umiddelbart på et nedbarberet og endimensionalt niveau uden de store rum eller klangflader, men alligevel er den kompleks, utæmmelig og dybt uforudsigelig. Lydbilledet er funderet i guitar, analoge synthfigurer og vekslende percussion, og oven på denne klassiske orkestrering placeres alt fra jamaicansk klingende rytmer over country og lapsteel til pizzicato-vibrerende violiner – kort sagt er udtrykkets form dybt outreret. Der signaleres fra start til slut musikalsk ustyrlighed og det er for så vidt fint nok, men en afgørende grund til, at det for alvor bliver interessant er, at man ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, hvem man lytter til. Islands’ sound er nemlig helt umiskendelig.

Den 9 minutter lange episke åbner “Swans” bæres oppe af tørre guitarriffs, elegant delayede vokaler og et arrangement, der ændrer sig dramatisk mange gange, mens den calypsoinspirerede “Jogging Gorgeous Summer” tager lytteren med til det caribiske øhav med chiller-guitar, solnedgang og dans om bålet.

I den huggende “Humans” præsenteres man for marchtrommer, “If” er uprætentiøs indiejazz – og i det hele taget afprøver og inkorporerer Islands så mange indtryk og udtryk i deres musik, at man næsten mister pusten. Derfor er pop-perlen “Rough Gem”, som er pladens største aktiv, en vigtig sang med sit simple og uundgåeligt vanedannende omkvæd.

Return to the Sea er indbegrebet af en mangfoldighed og en uhøjtidelighed, som man sjældent støder på. At Islands kan bevare overblikket over et udtryk og en kreativitet, der rummer så mange intentioner, er beundringsværdigt, og selv dét faktum, at man trods alt ikke skal lede efter altomfavnende eksistentielle sandheder i deres univers, synes de at have et modsvar på, når de synger »Dig deep, but don’t dig too deep / When it’s late you see the hole is empty.«

★★★★★☆

Deltag i debat