Koncerter

Lis Er Stille, Elliott Brood, Figurines, Holy Fuck, 01.06.06, Spot Festival 2006

To danske og to canadiske bands bød velkommen til årets Spot-festival med vekslende succes. Men det bedste kom til sidst – og det er bestemt ikke hver dag, at et band ved navn Holy Fuck kommer én til undsætning.Holy Fuck, sikke en koncert

To danske og to canadiske bands bød velkommen til årets Spot-festival med vekslende succes. Men det bedste kom til sidst – og det er bestemt ikke hver dag, at et band ved navn Holy Fuck kommer én til undsætning.

Årets SPOT-åbningsaften startede i Musikhusets store sal, hvor først ROSAs leder Gunnar Madsen bød velkommen og fortalte, hvis vi skulle have glemt det, hvorfor SPOT er så god en festival. For dem med dårlig korttidshukommelse fortalte Århus’ borgmester Nicolai Wammen stort set det samme et par minutter senere.

Derefter dukkede en kortklippet, velsoigneret og slips-bærende Simon Kvamm op. Han ville også gerne lovprise SPOT, men startede dog med en lille vise, der hyldede Silkeborg og derefter dissede AGF – noget der overraskende nok ikke lod til at gøre ham synderligt upopulær. Kvamm fandt dog andre pointer at fremhæve ved SPOT end de foregående talere og advarede ligefrem arrangørerne om ikke at lade sig forblænde af det smarte og hippe, og sikre sig, at de der spiller på SPOT også har noget på hjerte. På sin vej til denne pointe fandt Kvamm også tid til at disse Big Fat Snakes Peter Viskinde – og det var der vist ikke nogen blandt publikum, der havde noget imod.

Lis Er Stille
ROSA tog noget af en chance, da de på foranledning af nogle begejstrede teenage fans fik ørerne op for Lis Er Stille, og valgte dem til at indlede denne åbningsaften. Deres satsning bar dog så sandelig frugt, eftersom Lis Er Stille leverede en yderst glimrende koncert.

Bandet indledte koncerten med den fremragende “Styrke”, hvis opbygning viste sig at være utrolig effektiv. Fra den minimalistiske indledning med kun keyboard og vokal til det øjeblik, hvor den afgrundsdybe bas slog til, akkompagneret af en dyster cello og eksploderende trommer, var bandet i fuld kontrol over deres virkemidler, og det var lige så imponerende, som det var utroligt medrivende. De to næste numre kunne ikke helt leve op til åbningsnummeret, men det var alligevel rart at se, at Lis Er Stille formår at modificere opbygningen af deres numre, så ikke alle numre nødvendigvis følger den samme stille i starten – støj i slutningen-formel.

Hvis bandet var nervøse på grund af deres vel nok største koncert til dato, skjulte de det imponerende godt. Guitarist Tue Rasmussen og i særdeleshed bassist Asbjørn Hansen havde endog en imponerende udadvendt rockstjerneattitude. Bestemt ikke lige den opførsel, man forventer fra et band, der laver så “seriøs” og “kompliceret” musik som Lis Er Stille, men det er egentlig rart, når ens fordomme på ingen måde bliver bekræftet.

Elliott Brood
Herefter var det tid til at begive sig over mod teltet på Officerspladsen, hvor danske Figurines samt canadiske Holy Fuck og Elliott Brood spillede op til dans.
Elliott Brood betegner selv deres musik som “death country”. Det lød nu ret meget som en ganske almindelig omgang roots rock/alt. country. Trioen lagde godt ud et par glimrende uptempo-sange. Herefter begyndte bandet at miste grebet, og den gode start fusede ud i anonyme sange, der hurtigt fik kedsomheden til at brede sig.

Elliott Brood havde dog heller ikke de bedste betingelser. Det var tydeligvis ikke dem, folk var kommet for at se, og de, der befandt sig i teltet, talte højlydt, som om EB ikke var andet end et hyggeorkester nede på den lokale pub. Værst af alt lød EB tit lige præcis så anonymt som den slags bands. Der var ikke meget variation i lyden, der som oftest kun bestod af akustisk guitar, trommer og en – af uransagelige årsager – vanvittigt lavt mixet banjo. Hvis EB skal være i stand til at fastholde et greb i publikum, mangler der noget: gerne en bredere instrumentering, eller også nogle mindre anonyme sange, der ikke blot fortaber sig blandt alle de andre.

Figurines
Så var det tid til Figurines. Og de fik al den respekt, Elliott Brood ikke fik. Publikum klappede i og lyttede det bedste, de havde lært. Det havde de også god grund til – i hvert fald i starten.

Foto: Miriam Dalsgaard

Bandet lagde ud med et – for dem – ganske langsomt nummer, der fungerede utroligt godt på grund af et hypnotisk guitarriff. Herefter skruede Figurines op for hastigheden med “The Wonder”, hvilket fik jubelen til at bryde løs. Her blev det også tydeligt, hvorfor Figurines er et godt live band: De er legesyge, charmerende, og så har de noget så gammeldags som spilleglæde. Det er svært ikke at blive i godt humør af Figurines, når det virkelig kører for dem, og det gjorde det her, og i den efterfølgende “I Remember”.

Derefter gik koncerten en smule i selvsving, og undertegnede savnede ubetinget stærkere sange og gerne mere personlighed i musikken. Bandet har fine inspirationskilder, men de mangler stadig at sætte deres personlige signatur på en stor del af deres sange, så de ikke bare lyder som Pavement/Modest Mouse/Built to Spill/Pixies light.

Holy Fuck
Teltet var mere eller mindre tomt, da de fantastisk betitlede Holy Fuck gik i gang. Det ændrede sig dog hurtigt. Holy Fuck spiller en improviseret og legesyg form for elektronisk musik, der forfriskende nok ikke inkluderer laptops, samplere og lignende “moderne” pjat. Holy Fuck er i stedet lyden af legetøjskeyboards, bas, trommer og massevis af andre lo-tech hjælpemidler.

De håndspillede beats var sprøde, bassen ulmede så funky som muligt, og hen over dette improviserede bandets to resterende medlemmer med deres utallige gadgets. Musikken var i konstant udvikling – en musikalsk lavalampe, om man vil. Musikken var enormt medrivende, og selv når bandet til tider satte tempoet ned, fungerede musikken upåklageligt: Bassen blev mere melodisk, trommerne blev mildere, og musikken antog et nærmest dub-agtig anslag.

Holy Fuck satte faktisk ikke en fod forkert, og musikken formåede på forunderlig vis at være både syntetisk og menneskelig, simpel, men også kompleks – og den talte til kroppen, samtidig med at hovedet også blev stimuleret på glimrende vis.

Koncerten med Holy Fuck var præcis det, SPOT handler om: at opdage fremragende bands, man aldrig har hørt om før. Herfra kan man kun håbe, at kvartetten så hurtigt som muligt kommer tilbage til Danmark, så andre end de få, der var i teltet på Officerspladsen torsdag aften, kan få øjnene op for dette fremragende liveband.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Lis Er Stille: The Construction of the Amp Train
Figurines: Skeleton
Figurines, 11.06.05, Spot 11, Århus

Deltag i debat