Plader

Manual: Bajamar

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Langstrakte synth- og guitarkompositioner præger lydbilledet hos odenseanske Jonas Munk. Det lyder som musik, der kræver det ypperste af lytteren, men Manual formår at gøre sin sfæriske musik umiddelbar tilgængelig, uden at den forfladiges. Endnu en gang har han overgået sig selv.

Formløst og blidt omslutter musikken på Bajamar lytteren på smukkeste vis. Men bemærkelsesværdigt nok kræver det ikke specielt megen tålmodighed – Bajamar er tværtimod et åbent album, som giver umiddelbart udbytte.

Odenseanske Jonas Munk har med sine Manual-plader bevæget sig mere og mere ind på et musikalsk territorium, hvor manglen på konkretisme i høj grad præger lydbilledet. Men han er forbløffende god til at skabe kombinerede synth- og guitarstemninger, som føles omfavnende, positive og ikke mindst vedkommende, fordi de i al formløsheden alligevel lyder af noget.

Fra at være lidt for inspireret af andre kunstnere på sine tidlige album Until Tomorrow og Ascend skaber Manual nu en mere selvstændig musik, som mere eller mindre lever i sin egen sfære. Bajamar ligger i umiddelbar forlængelse af Azure Vista, men lydniveauet er en kende lavere, og albummet er måske mere healende end rensende, hvis man skal bruge en new age-metafor.

På hele albummet er lydbilledet homogent, og Manual arbejder med mange lag af lyd, som skaber en flot dybde. Det virker, som om der ikke er mange tilfældigheder på Bajamar, som dermed fremstår velovervejet hele vejen igennem albummets fem numre.

Det er albummets midterdel, som imponerer. “Bajamar” slår som åbningsnummer på knap to minutters længde kun lige albummets tone an, inden 11 minutters “Celebration” tager over. Et svævende lag af guitar lægger en bund, som i langstrakte bevægelser bølger melodisk frem og tilbage – nogle gange i flere minutter uden, der sker andet. Lysere, kortere toneanslag lægges ovenpå og giver en flot rumfornemmelse, der omslutter lytteren i en sjælden grad og stofliggør musikken bare en smule, uden at den mister sin storhed og ukonkrethed.
Der er spor af noget, som lyder som en kvindestemme, der benyttes som overjordisk instrument, men det kan også være et synth-spor. Selv om gentagelse af mønstre er en stor del af nummeret, gør den langstrakte, langsomt bølgende form, at “Celebration” overhovedet ikke fornemmes ensformigt.

“Reminiscence” er mere jordnær i lyden, idet halvdybe synth-flader danner bund for svage ekkoer og guitar i det fjerne. Den bølgende fornemmelse fra “Celebration” er stadig til stede, men “Reminiscence” virker en smule svagere i udtrykket, og lyden er ikke så sfærisk. Mod slutningen hjælper strengelyde, som panorerer mellem højre og venstre kanal, en smule på helhedsindtrykket.

“September Swell” genoptager lyden fra “Celebration”. Svævende, cirkulerende, repeterende serverer Manual gennem 15 minutter disse guitarflader, der senere får en rundere form for støjende adfærd, som om de blandes med havets brusen. Det er ganske enkelt fuldstændig overvældende og en flot komposition, der overhovedet ikke er for lang. Man kan ikke snakke om decideret crescendo-opbygning, men Manual formår at gøre noget, der ligner, uden at man savner et forløsende støjinferno. Det er for- og udløsning i bedste stil.

Og det fortsætter på “La Torche”, som er så melodisk, som det nu bliver på albummet. Her henter Manual på fineste måde inspiration fra sine tidligste kompositioner uden at bryde med sit eget udtryk. Akkompagneret af bølgeskvulp, som sammen med skrøbelige toner lukker albummet, runder nummeret fint af og sender lytteren tilbage til virkeligheden, som vedkommende har transcenderet gennem de sidste knap tre kvarter.

★★★★★☆

Deltag i debat