Koncerter

Mugison, Thom Hell, Anna Ternheim, 02.-03.06.06, Spot Festival 2006

[Mikkel Mortensen og Theis Ørntoft]Mens islandske Mugison med al sandsynlighed havde været bedre tjent med at være alene på scenen, glemte norske Thom Hell at bruge sit band ordentligt. Og svenske Anna Ternheim – ja, hun ramte bare plet.Svingende skandinaviske sangskrivere

Mens islandske Mugison med al sandsynlighed havde været bedre tjent med at være alene på scenen, glemte norske Thom Hell at bruge sit band ordentligt. Og svenske Anna Ternheim – ja, hun ramte bare plet.

Mugison
Islandske Mugison lagde ud i fremragende stil med “Sad as a Truck”, hvor et spændstigt, håndspillet beat og en ondt buldrende bas blev kombineret med funky pianorundgange, mens Mugison selv hamrede den elektroniske støj frem. Desværre gik Mugison i en mere og mere traditionel retning, som koncerten skred frem, og det fik den musikalske side af sagen til at blive mere og mere ligegyldig.

Heldigvis viste islændingen sig som en usandsynligt god showmand, der formåede at være underholdende og medrivende både mellem og under sangene. Man kunne blot ønske sig, at han havde haft bedre sange at præsentere.

Foto: jint.dk

Set i bakspejlet ville det nok have været bedre, hvis Mugison optrådte solo, hvilket han også gjorde på Spot for to år siden. I en sådan situation ville Mugison nok blive nødt til at fokusere mere på den elektroniske del af sit materiale, og det kan med hans halvkedelige traditionelle sange in mente kun være at foretrække.
(MM)

Thom Hell
Det er ingen hemmelighed, at store, lyse lokaler, halvfyldt med snakkende mennesker aldrig har stimuleret inderlig singer/songwriting. Derfor var norske Thom Hell sat på en svær opgave tidligt fredag aften i Aros’ kliniske café-omgivelser.

Rent håndværksmæssigt kan Thom Hells evner på ingen måde betvivles. Elegant fingerspil på den akustiske guitar, behagelig sangstemme med diskret vibrato, fint og enkelt klaverspil. Alt sammen leveret upåklageligt. De små, bittersøde melodier strømmede ud af ham, men i nærheden af den rigtigt smertende melankoli kom Hell aldrig.
Det skyldtes både omgivelserne, men også sangskrivningen i sig selv, som er funderet i den samme lidt banale og gennemtærskede poesi, som man ser hos f.eks. Teitur.

Desværre for Thom Hell dehydrerede de diffuse omgivelser sangene for de fine kvaliteter der trods alt ligger gemt i dem. Omgivelserne farvede musikken, ikke omvendt. Spørgsmålet er så, om Hell var fuldstændig sagesløs i den henseende. Han kunne eksempelvis have valgt at medbringe sit backingband The Love Connection til at gøre sangene mere fyldige, kantede, nuancerede eller bare mere vedkommende. Men Thom Hell valgte at være manden med guitaren. Og i rammer som dem, han blev budt, lykkedes det ikke at forløse mere end middelmådig skønhed.
(TØ)

Anna Ternheim
Smukke svenske Anna Ternheim entrede Aros’ café-scene klædt helt i sort. Enten for at indikere en total anonymisering af sig selv som performer, eller også for at menneskeliggøre de mørke understrømninger, som løber gennem hendes musik.

Foto: Jonas Linell

Fra første greb om guitaren stod det klart, at hendes enkle kompositioner og krystalklare vokal er lyden af nordisk renhed. Ikke en uskyldig, usmertelig renhed, men hendes stemme fremsang en klarhed og en oprigtighed, der virkede uberørt og tidløs, og som fik de fleste til at tie. Ternheim satte ikke en finger forkert på guitaren, og hun intonerede forunderlig smukt fra start til slut. I et par af sangene satte hun sig ved klaveret, og resultatet var det samme.

Aros’ lyse omgivelser ydede heller ikke denne koncert særlig stor retfærdighed, men der var en insisteren og et nærvær i Ternheims performance, som generelt formåede at overtrumfe rammerne. Måske fordi den menneskelige sensitivitet, som åbenlyst ligger til grund for sangene, kom så tydeligt frem gennem instrumentet og stemmen, hvis parløb kun blev brudt til sidst i settet, hvor et enkelt, dystert beat lagde fundamentet for en glimrende og dybt personlig fortolkning af Bowies “China Girl”.
(TØ)

Deltag i debat