Plader

Oakley Hall: Gypsum Strings

Skrevet af Mads Jensen

Oakley Hall serverer på deres tredje album en god gang country- og folk-inspireret syrerock. Til tider kan man næsten sættes i trance og leve sig helt ind i musikken. Men det kræver at forholdene er helt rigtige, og det er de ikke i den danske sommervarme.

Vi befinder os ude på en mark på langt ude på landet i det nordøstlige USA. Efteråret er begyndt at gøre sig bemærket. Vinden får godt med fart på over de øde marker, inden den rammer os i ansigtet. De få træer, der står med god afstand mellem hinanden ved de få skel, der er mellem de store marker, er begyndt at tabe bladene. Vejret har været godt for årstiden tidligere i dag, men nu er skyer begyndt at samle sig. I kombination med det begyndende tusmørke skaber det en klar fornemmelse af, at året går på hæld. Nu venter kulde og nøgne træer.

Vi må hellere se at finde vores destination, før mørket falder på, og vi bliver overladt til mørket og elementerne natten over. Det skulle være et sted på den anden side af bakketoppen foran os. Gad vide, hvordan de andre er kommet herud. Hvis der er veje, er de i hvert fald godt skjult. På med syvmilestøvlerne…

… Der ligger hytten. Det må være den. Der ligger ikke andre, og den ser ud som beskrevet. Bygget af mørke, tykke træstammer og et tag af græs. Materialevalget kunne ikke være mere oplagt set i lyset af omgivelserne. Der skinner et flakkende lys gennem vinduerne. Lad os gå indenfor.
Det flakkende lys udgøres som ventet af stearinlys og en pejs, der optager pladsen, hvor fjernsynet ville stå, hvis vi havde befundet os et sted i civilisationens trygge rammer.

Rundt om i stuen sidder to kvinder og fire mænd spredt i gamle sofaer med undtagelse af en enkelt, der sidder ved et orgel, der er så slidt, at ordet patina ikke virker dækkende. På sofabordet står dusinvis af ølflasker, flest tomme. Der står også et par halvtomme flasker whiskey. I askebægrene ligger der skodder fra hjemmerullede smøger. En joint er på vej rundt og spreder duften af hjemmegroet pot i lokalet.

Der er dejligt varmt indenfor, og vi når lige at sætte os til rette, da de seks andre rejser sig for at gribe instrumenterne i hjørnet – med undtagelse af organisten, der bliver siddende. En banjo, en guitar, en bas og en violin sættes i svingninger, og den sidste mand indtager trommerne. Ensemblet går i gang med en tre kvarter lang jam-session, som spænder fra det, vi i den civiliserede verden ville kalde alt.country over acid country til decideret rock’n’roll, som trods tid og sted mere lyder af det sydlige Californien i slutningen af 60’erne eller begyndelsen af 70’erne. Undervejs skiftes der hyppigt instrumenter, og lap steel-guitar samt et gammelt klaver inkluderes blandt andet undervejs. At der er strøm i hytten, går op for os, da der tilføres generøse doser distortion på både violin og guitar.
Man skulle tro, de boede herude, for lyden passer så naturligt ind i omgivelserne, at vi føler os som en del af en større helhed.

Bandet indtager sofaerne igen, og vi fortæller, at vi synes om musikken, og at de burde udgive det. Det har de allerede gjort, proklamerer de. Faktisk var jam-sessionen en potpourri af deres tre albums. Det nyeste hedder Gypsum Strings, fortæller de. Organisten sørger for at sætte musik på stereoanlægget. Han veksler mellem Grandaddy og The Handsome Family med enkelte indslag fra et bredt udsnit af den amerikanske folk-tradition.

Efter at de har siddet lidt og drukket yderligere et par øl samt talt om ulykkelige forelskelser, gamle venskaber og løst og fast, spørger de, om vi har lyst til at høre mere. Det siger vi naturligvis ikke nej til. De spiller numrene “If I was in El Dorado” og “Nite Lights, Dark Days”. Førstnævnte hensætter os nærmest i en trance, og den forvrængede, elektriske violin gør oplevelsen total. I “Nite Lights, Dark Days” går det op for os, at det ikke gør så meget, de ikke har mikrofoner med, for teksterne er ikke altid synderligt sammenhængende. Der synges noget om en »pony on cocaine«. Vi tilskriver det fjolletobakken og nyder i stedet musikken. Resten af aftenen bliver noget sløret, men vi får hver et eksemplar af Gypsum Strings med hjem, så vi kan lytte til musikken igen.

Den efterfølgende sommer, Danmark
Herhjemme i lille Dannevang med solen strålende ind gennem vinduerne er det, som om cd’en ikke rigtigt kommer til sin ret. Der var nu noget over den aften med Oakley Hall. Det var den rigtige musik på det rigtige sted, men herhjemme er stedet et andet, og derfor er musikken heller ikke den rigtige. Den har ikke den samme effekt nu som dengang. Men til efteråret tror jeg, at jeg vil tage den med til Vestjylland i håb om at genfinde lidt af den stemning fra USA.

★★★★☆☆

Lyt til “Lazy Susan”:
[audio:http://www.oakleyhall.net/site/audio/Lazy_Susan.mp3]

Deltag i debat