Plader

On Trial: Forever

Skrevet af Martin Laurberg

På deres første studiealbum i næsten fire år byder On Trial på en virkelig stærk omgang syrerock, hvor trippede ekko-guitarer, seje riffs og soulfulde melodier går op i en højere enhed. Psykedelisk rock af højeste klasse.

Hvorfor er Steve McQueen så overlegen? Svar: Fordi han er Steve McQueen, og fordi han er ligeglad med, hvem du er. På samme måde er det med On Trial, Danmarks måske ældste nulevende syrerockband. Siden slutningen af 80’erne – dengang vi andre lige havde opdaget McDonalds – har gruppen udviklet deres egen form for hårdkogt, psykedelisk hippierock, hvilket har givet dem en vis aura af kompromisløs autenticitet. On Trial har en så sikker og indgroet personlig stil, at man vanskeligt kan komme med indvendiger. Det er også tilfældet på den nye plade Forever, der måske er On Trials mest vellydende udspil til dato.

Det er det første studiealbum siden Blinded by the Sun fra 2002 og det første med trommeslager Anders Stub og rytmeguitarist Bjarni Olsen. Allerede fra åbningsnummeret “Mountain” er det tydeligt, at de to nye medlemmer (som ikke er så nye endda, de har været med siden 2003) passer godt ind i gruppen. Nummeret, som er et af pladens absolut bedste, er en slagkraftig sag med masser af akustisk guitar, flippede fuzz-soloer og buldrende trommer. Anders Stub spiller meget pågående trommer, og Bjarni Olsens riffs er benhårde. Begge dele passer rigtig godt til On Trials stil.

Stilmæssigt spænder Forever vidt. “Believe” er et drevent tonsernummer sølet ind i psykedelisk fuzzguitar. “Blood River” er stenet og tranceagtigt. “One Good Morning” og “Too Late Too Loud” er afdæmpede og nærmest helt gribende ballader. Og de to afslutningsnumre “Morning Sun in Burg Herzberg” og “Going North” er noget af det mest effektive køremusik i nyere tid.

Men trods forskellighederne har On Trial en gennemgående psykedelisk stil, som binder det hele sammen. Der er for mange krystalklare guitarer og for meget sitar til, at det nogensinde bliver rigtig tonseragtigt. Samtidig er der for meget fuzzguitar til, at de afdæmpede numre bliver lumre. I det hele taget er der rigtig meget guitar på Forever, og pladen er produceret på sådan en måde, at de mange forskellige guitarlag væver sig ind i hinanden på en fin måde.

Noget andet som binder numrene sammen er Bo Morthens karakteristiske og stemningsfulde sangstemme. Morthen synger med præcis så meget Roky Erickson/Fred Cole-patos, at man ikke kan gøre andet end at lade sig rive med. Her ligger et af de mest personlige og stærke aspekter af On Trials lyd.

Det, som først og fremmest adskiller Forever fra On Trials tidligere udspil, er fraværet af lange, udsvævende numre. Alle numrene holder sig lige omkring fire minutter, og selv om nogle måske vil mene, at det er lidt ærgerligt (hvad er der nu galt med trance-stemning?), giver det et mere stramt udtryk, der egentlig passer meget godt til stilen. Det betyder nu ikke, at Forever er en poppet plade. Hvis man endelig skal sige noget lidt negativt, må det være, at det måske skorter lidt på numre, der for alvor er catchy. Det betyder langtfra, at sangskrivningen er dårlig. Numre som “Mountain”, “Black Seagull” og “One Good Morning” er alle melodiske pletskud. Men det, som især gør Forever til en virkelig god plade, er den gennemgående psykedeliske og sjælfulde stemning.

★★★★½☆

Deltag i debat