Plader

Powersolo: EGG

Efter at have slået igennem i den brede offentlighed med It’s Raceday… and Your Pussy Is GUT!!! er PowerSolo efter intensiv turnévirksomhed klar med opfølgeren, der ligesom forgængeren placerer sig i den muntre overhalingsbane.

Første gang den brede offentlighed med forundring kunne stifte bekendtskab med trioen Powersolo var med deres foregående album, It’s Raceday… and Your Pussy Is GUT!!!, der udkom i 2004. På trods af at pladen kunne defineres som alt andet end mainstream-popmusik, lykkedes det alligevel gruppen at få stor opmærksomhed omkring udgivelsen.
Specielt sange som “Juanito” og “Oak Tree Girl” blev flittigt spillet i radioen, og pladen skaffede også gruppen opmærksomhed i udlandet, hvilket resulterede i udgivelser i en række forskellige europæiske lande. Alt dette kombineret med en flittig turnevirksomhed har gjort, at PowerSolo formåede at slå sit navn fast som leveringsdygtige udi eklektisk genreblandende musik.

Nu er PowerSolo tilbage med efterfølgeren, og EGG fortsætter, hvor forgængeren slap: med masser af frivillig genreforvirring. På pladen finder man elementer fra blues, rockabilly, country, surf, rock og små brudstykker fra alt andet end techno, klassisk eller jazz – ellers er der frit slag.

Samtidig er den så berømmede hillbilly-attitude stadig intakt, men med plads til flere nuancer. Det er ikke netundertrøje og banjo hele tiden. Sangene leveres med et glimt i øjet, og forsanger Kim ‘Kix’ lyder stadig, som om han befinder sig bedst syd for Missisippi-deltaet. Udførelsen af denne iscenesatte amerikaner-stil virker dog gennemført, og humoren ligger som regel altid og summer under overfalden.

Netop kombinationen af humor og musik er ikke altid vellykket. Ofte ses det, at bands, der satser entydigt på humorelementet i deres profil, hurtigt forsvinder igen, når den første latter er aftaget. Powersolo formår dog at komme ud over dette kritiske punkt ved også at levere en række sange, der synes holdbare, umiddelbart charmerende og varierede. Numre som “Knucklehead”, “Action”, “Plasma Crystal Dope” og “Dans les rues de Paris” er alle umiddelbart lettilgængelige numre, der straks virker ganske appellerende.

Numrene er generelt domineret af guitar, inciterende trommerytmer og en engageret, lettere karikeret vokal i forgrunden, og også en ganske ødsel brug af orgel. Denne kombination skaber hurtige, medrivende og effektfulde numre uden alt for mange dikkedarer.

Det betyder dog ikke, at der ikke eksperimenteres med formen. Pladen indeholder bl.a. en akustisk præget duet med kvindelig vokal og et afslutningsnummer, der kunne være lydtapet til en sort/hvid horrorfilm, komplet med skrig præget af dødsangst.
Dog kan den lettere karikerede attitude blive for meget, specielt i et nummer som “Aloha New York”, hvor den vokale inspiration fra Elvis Presley tager overhånd og får nummeret til at virke som en parodi.

Overordnet leverer PowerSolo varen på et album præget af ligefremme og humørfyldte sange. Samtidig kan man med sikkerhed sige, at bandet har en ganske unik position i dansk musikliv, hvor det ikke ligefrem vrimler med ligesindede bands.

★★★★☆☆

Deltag i debat