Plader

The Raconteurs: Broken Boy Soldier

Skrevet af Mads Jensen

Når Jack White og hans legekammerater beslutter at udgive en plade, går det ikke stille af sige. Men der er noget om hypen, for The Raconteurs laver gedigen rock musik, som det er svært ikke at holde af. Nydes bedst en varm sommerdag med en kold øl i hånden.

Når man får smidt en skamrost plade som Broken Boy Soldier i hånden, er det svært at lade være med straks at lede efter noget at kritisere. Men det er lettere sagt end gjort. For The Raconteurs formår at fortsætte, hvor White Stripes foreløbig har sluppet. Lige fra første skæring spilles der op til fest.
“Steady As She Goes” er i dén grad en fængende rocksang. Der lægges ud med et stramt og simpelt beat, som suppleres med let genkendelige guitar riffs. Og med Jack Whites velkendte vokal er den enkle, men sublime sang et faktum.

The Raconteurs er blevet kaldt en supergruppe. Det er dristigt, men alligevel en rimelig sikker udtalelse, for The Raconteurs er sammensat af Jack White, solisten Brendan Benson og to medlemmer af The Greenhornes. Med andre ord er alle medlemmer potentielle superstjerner – med undtagelse af ham, der altså allerede er det.

Pladen består praktisk talt kun af fængende rocksange. De, der er anderledes, er henholdsvis to mere stille sange, “Together” og “Call It a Day”, og to sange, der lyder, som om de kunne have indtil flere årtier år på bagen: Den ene er “Yellow Sun”, der er en happy-go-lucky-sang i stil med stribevis af hedengangne 60’er-bands. Den er lys og let som en Faxe Free og lige så tynd på procenter, men smagen fejler ikke noget af den grund. Den anden er “Blue Veins” med en mere syret 70’er-inspireret lyd, som man godt kunne forestille sig Tarantino bruge den på et soundtracket til en af sine film.

Resten af sangene er mere i stil med “Steady As She Goes”: lette rocksange, som alligevel medfører, at man stamper tungt med på rytmen.
Af den grund er det også oplagt at udsende albummet i forsommeren. Det emmer af sol og kolde øl – i øvrigt helst ikke Faxe Free.

Kan man lide White Stripes, er Broken Boy Soldier et ‘must buy’. Lyden er på mange måder er en naturlig opfølgning på White Stripes’ udgivelser. Det betyder selvfølgelig, at man sidder og føler, at det virker underligt bekendt allerede fra første gennemlytning. Men man føler sig ikke snydt. Nok er udtrykket kendt, men pladen er alligevel helt sin egen.

Lykkedes det så at finde noget at kritisere? Både og. Man kan selvfølgelig altid indvende, at lyden ikke er ny, at teksterne ikke direkte rummer svaret på livets store spørgsmål osv. Men faktum er, at denne plade er en af de bedste plader at gå sommeren i møde med. Sangene er enkle, men ikke simple, fængende, men ikke trættende. Kort og godt er her en plade, der er lige så lys og varm som den årstid, vi går i møde.

★★★★★☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar