Plader

Sol Seppy: The Bells of 1 2

Skrevet af Mikkel Steensgaard

Den tidligere Sparklehorse-sangerinde Sophie Michalitsianos formår med sit soloprojekt, Sol Seppy, at skabe sin egen lyd som blander singer/songwriter, klassisk og elektronisk musik på en smuk og skrøbelige måde. Sol Seppys solodebut er personlig, fortryllende og yderst vanedannende.

Bag kunstnernavnet Sol Seppy gemmer sig sangerinden Sophie Michalitsianos. Hun er blandt andet kendt fra Sparklehorse, og det kan godt høres, selv om man på denne solodebut får et personligt udtryk at høre.

Lyden på The Bells of 1 2 er elektronisk, men hyppigt blandet med klassiske toner, ofte med dybe strygere som det mest dominerende element i de stemningsfyldte sange. På et nummer som “1 2” blander Sol Seppy den elektroniske lyd med singer/songwriter-stilen i sin pureste form, hvor nummeret skifter mellem futuristiske, drømmende passager og blot sang og guitar.
Den karakteristiske lyd på albummet fører lytteren ind i Sol Seppys egen lille boble, som aldrig springer, før hun tillader det.

Et nummer som “Slo Fuzz” er et af pladens mest elektroniske – og et af de bedste. Med en knasende Moloko- eller Björk-agtig fuzz-lyd, et langsomt og næsten insisterende beat samt en skrøbelig, smuk og fængende vokal får Sol Seppy skabt et nummer som blander det lette og det tunge, det hårde og det bløde, det grimme og det smukke.

Noget af det, der skaber denne følelse af at være tæt på sangerinden, er også brugen af lydeffekter, der gør det let at drømme sig langt ind i Sol Seppys univers. I et nummer som “Human” bruges fuglefløjt ultra-diskret i baggrunden, og hvis man gik og hørte pladen i den fri natur, ville man højst sandsynligt tro, at det var en højlydt vipstjert, der forstyrrede lytteoplevelsen. Også regnvejr bruges som stemningsskaber på pladen, og flere steder bruges hverdagens lyde, som blot ligger i baggrunden – i underbevidstheden.

Sol Seppys stemme er en smule hæs til tider, men utrolig smuk. Den lidt rå vokal er også med til at bidrage pladens nærværende og personlige lyd.
Teksterne er ikke videre originale og handler oftest om kærlighed, enten fundet eller tabt. De er dog stadig smukke og passer godt til den tilstand, som pladen fører en ind i.
Nogle af teksterne er dog små fortællinger, som fungerer rigtigt godt. “Wonderland” er det bedste eksempel herpå og fortæller historien om en ung pige, som venter på en forandring, som hun aldrig tror på.

Pladens lyd er meget let og skrøbelig, men til tider både livlig og boblende uden at blive storslået eller prangende. Dette er med til at give temposkift og i løbet af pladen. Numrene er desuden bygget godt op, så de formår at veksle og kulminere, uden at det går udover helheden.

The Bell 1 2 er en plade for folk, som er parat til at sætte tempoet op fra Tina Dickow, sætte tempoet ned fra Moloko – eller blot ønsker en stemningsfuld plade, der mixer singer/songwriter og elektronisk lyd på en medrivende og smuk måde.

★★★★★☆

Deltag i debat